Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
IVAR AFZELIUS. Om parts ed såsom processuelt institut.
Ligesom i Danmark og Norge saaledes er ogsaa i Sverige parternes
egen edelige forklaring i tvistemaal sunket ned til et bevismiddel af blot
subsidiær art. En fremstilling af den gjældende svenske ret paa dette felt
kan derfor ikke heller uden at overskride sine grændser give et saadant over
blik over bevislæren i sin almindelighed, at nogen særdeles interesse for den
kan paaregnes udenfor landets egne juristers kreds. Forfatteren af den fore
liggende monografi har imidlertid sat sig et videre gaaende og taknemme
ligere formaal, idet han paa den ene side forfølger eds-institutet tilbage til
de tider, da sigtedes, af mededsraænd bestyrkede ed var det regelmæssige
bevismiddel, og paa den anden side giver en oversigt saavel over den rolle
partseden har spillet efter de andre ældre retssystemer, der have havt in
flydclse paa det svenske (romersk og kanonisk ret), som over den, det for
tiden spiller efter de andre nordiske rigers og de store kulturlandes: Tysklands,
Englands, Frankrigs og Østerriges gjældende ret. Det er ikke det mindst
interessante ved denne oversigt, at den viser, at de nordiske landes retsforfatning
og retsudvikling paa dette punkt i virkeligheden staar hverandre meget nær.
Forskellighederne have lidet at betyde imod de træk, som forener landene i en
fælles modsætning til saavel den romerske som den almindelige moderne ret.
Medens de fleste steder partseden benyttes som et sandt bevismiddel, idet det
ofte tilstedes den bevispligtige at fylde det mangelfulde bevis ved egen ed, har
man ikke mindre i Sverige end i Danmark og Norge været enig om at anvise
den den beskednere rolle: at bestyrke modpartens nægtelse af den fremsatte
paastand. Og endnu er dette vistnok ikke det mest karakteristiske fælles træk.
Den mistillid til partseden, den frygt for, at der skal sværges falsk, som heri
viser sig, har allerede i lovbogerne, men endnu mere i den senere udvikling
fremkaldt en i religiöse hensyn mere end i juridiske begrundet uvillie mod
dens brug over hovedet. Medens man de fleste andre steder opretholder
parternes aftaler om sagens afgjörelse gjennem ed, ja endog deres ret til at
fordre den afgjort enten gennem modpartens eller sin egen ed, er man i
Norden mere og mere kommet derhen at betragte partseden som et rent
nödraiddel, der blot anvendes, hvor alle andre bevismidler erc udtömte og
dog det leverede bevis er for svagt til at fælde, men for stærkt til at det
ikke skulde foles som uret uden videre at frifinde.
Der fremkaldes ved denne stærke begrændsning af partsedens anvende
lighed en ikke ringe fare for, at sætningen, hvo sag giver, bör lovligeu at
bevise, skal få en betydning, der gjör selve retten og beviset for samme til
nær sagt identiske. Det vilde ogsaa være en misforstaaelse at tro, at man i
andre lande, hvor partseden er et regelmæssigere bevismiddel, er blind for
institutets skyggesider. Blot har man der tillige aabne öine for, at en rets
orden, der maatte give en nær sagt uhindret adgang til at fragaa enhver for
pligtelse, som ikke kan bevises gjennem uvillige vidner eller dokumenter,
stærkt vilde nærme sig til et retsanarki. Yi skulle ikke her dröfte spörgs
maalet, hvem i saa henseende har truffet den heldigste afgjörelse. Den mod
sætning, hvori man i Norden er kommet til andre lande og til, hvad man
der anser stemmende med en god retspleie, indeholder under enhver omstæn
dighed en alvorlig opfordring til at tage under overvcielse det spörgsmaal,
om ikke partseden atter kan tilbagegives en större betydning ved at refor
meres i en skikkelse, der formindsker betænkelighederne mod den, navnlig
faren for mened og for den skades uoprettelighed, som gjennem mened for
voldes; og det er med stor glæde, vi ser, at forfatteren er gaact ind paa
dette spörgsmaal for at besvare det i den efter vor overbevisning ene rigtige
372
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
