Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordisk Tidskrift. 1879. 26
LITERATURÖPVERSIKT.
retning. • Man har siden midten af dette aarhundrede i England og Amerika
gjennemfört en freragangsmaade, som dersteds har vundet et mere og mere
udelt bifald, idet parterne er tilstaaet adgang til at fordre saavel sig selv
som sin modpart edeligen afhörte som vidner under sagen. Og omtrent den
samme freragangsmaade er nu ogsaa i Østerrige, efter först i nogle aar at
være provet i smaasager, paa god vei til at ophöies til almindelig regel. Vi
ere ganske enige med forfatteren i at anbefale denne reform som et efter
folgelsesværdigt exempel. Vi tro, at han rammer sömmet paa hovedet, naar
han betegner det nu gjældende partsedsinstitut som en konsekvens af den
legale bevistheori og derfor ogsaa uden nogen existensberettigelse, hvor denne,
saaledes som hos os er tilfældet, i virkeligheden raaa siges at have ophört at
existere. Den legale bevistheori nægtede dommeren al fri prövningsret af
beviset og skyede derfor, saa godt det lod sig gjöre, alle bevismidler, hvis
vægt end ikke den formanede at indbilde sig at kunne bestemme. Deraf
fulgte, at enhver, som havde interesse i sagen og da först og fremst parterne
selv udelukkedes fra vidnesbyrd. Deraf fulgte videre, at hvor man dog
fandt at maatte tage tilflugt til en parts edelige forklaring, gav man ham
et bestemt thema at beedige med den virkning, at man, om han svor, uden
videre ansaa det beedigede for bevist. Men heraf fulgte igjen en rig höst
af saavel tekniske som andre misligheder, blandt hvilke vi som den fornemste
her blot skulle fremhæve den stærke fristelse, som denne ordning indeholder
til mened, idet faren for opdagelse er reduceret gjennem den stedfundne
frugteslöse udtöramelse af alle andre beviser, medens samtidig sagens udgang
nu erklæres ene afhængig af partens egen ed og al virtuositet i at lyve gjö
res överflödig for den, som vil aflægge mened, derved at retten selv opsætter
og forelægger til beedigelse uden nogen forudgaaende examination den for
klaring, som skal gjöre udslaget.
Det er en almindelig bekjendt sag, at ingen er saa konservativ som
juristen paa sit eget felt, og det kan derfor ikke forundre, at den her om
handlede reform er bleven bekjærapet med megen iver, og ikke heller at man
blandt andre forunderlige beskyldninger, som ere fremsatte mod den, endog
finder den paastand, at faren for mened vilde voxe isteden for aftage. Det
forekommer os, som om forfatteren, skjönt han afviser paastanden som übe
föiet, dog ikke paa dette punkt har ladet reformen vederfares fuld retfærdig
hed. Efter hans mening vil sagen i nysnævnte henseende stille sig omtrent
som nu, og han udtaler derfor ogsaa, at parternes hörelse som vidner blot
bör være et subsidiært bevismiddel, ligesom partseden for tiden er. At her
ved en del falske eder vil undgaaes er vistnok klart nok. Naar der ikke
sværges, sværges der heller ikke falsk. Men er det ikke paa den anden side
aabenbart, at man herved netop lader fremdeles bestaa en af de misligheder,
som nu stærkt friste til mened og derfor gjör institutets værd saa tvivlsom. Og
samtidig med, at man saaledes her taber, hvad man hist vinder, formindskes
ogsaa i andre henseender institutets brugbarhed, navnlig dets evne til at
forebygge processer, paaskynde deres hurtige afgjörelse og mildne for almen
heden noget den almindelige vidnepligts byrde, hvorhos der indföres en for
skjel der, hvor forholdenes lighed tilsiger, at ingen saadan bör finde sted;
nemlig i adgangen til at höre parterne og til at höre andre interesserede per
soner som vidner.
Forfatteren har, som alt nævnt, forfulgt partseden i sin historiske ud
vikling, og herpaa er intet at sige, ihvorvel der imellem den gamle mededs
og den nærværende partsedinstitution ikke synes at være synderlig sammen
hæng i tanke eller lighed i processuel stilling. Derimod har det ligget uden
for arbeidets plan at tilbagefore partseden under den almindeligere rubrik, hvor-
373
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
