Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
formå kun at fatte det legemlige; i sit inderste væsen må han altså be
sidde et noget, begavet med ævne til at fatte det höjeste og evige; men
er dette inderste væsen forgængeligt eller evigt? Det jordiske består
som vi have set kun i en vekslen af former: f. ex. planten forvandles
til støv, vand til luft, o. s. v.; det evige er ingen forandring underkastet,
men hvorledes er det muligt at tænke sig dette hans inderste væsen som
evigt, når det rives bort fra forbindelsen med legemet som redskab? Efter
en lang grublen lyder svaret; Vore sanser ere enten faktisk virksomme,
eller de hvile, men bevare dog i denne sidste tilstand muligheden af at
virke. Betragter f. ex. öjet en genstand, er det virksomt, men bevarer
dog muligheden af at se den, selv når det er bortvendt fra den; det op
tager i sig et spejlbillede; for den biindfødte skabning er derimod ingen
attrå efter at se det, som han ingen anelse har om. Kun den, der en
gang har beskuet skönhedens ideal, bevarer billedet, og med billedet sin
længsel, og denne desto inderligere, jo stærkere hans første beskuelse var.
Den lov, vi altså uddrage af sanseverdenen, lyder i sit mørke alvor be
stemt og klar:
»Har mennesket i livet, i sin forening med legemet, aldrig haft anelse
om dette evige og höjeste væsen, er det hiindfødt, da opløses det som
dyret i sine elementer; uden længsel og uden savn har det vundet fuld
tilfredsstillelse for sine sanser; dør det derimod med et savn, en anelse
eller længsel, vil det leve, men da enten i fortsatte kvaler eller i tilfreds
stillelse, alt efter den grad, hvori det med denne længsel har stået i for
hold til det evige; kun den udvcdgte, der gennem sit liv har bevaret for
troligheden med dette væsen, fortsætter dette liv i evig og salig beskuelses
nydelse, befriet fra legemets bänd». Jo mere de jordiske genstande ere
sammensatte af forskellige elementer, desto lettere opløses de; dette gælder
om dyr og planter; guldet holder sig længst, fordi det er mindst sam
mensat. Stjærnerne derimod, i hvilke vi beskue de himmelske ånder,
må ved deres regelmæssige og evige gang besidde en höjere ævne til at
opfatte det evige og absolute, end menneskesjælen, der er bunden til sanse
verdenen; jo flere former materien har modtaget fra Gud, desto mere
nærmer den sig uforkrænkelighed; jo færre, desto forgængeligere er den.
Den rene materie uden form er fornægtelse af alt liv, er et intet; element
erne stå på det laveste trin af udvikling, så vel som alt det uorganiske,
derpå planter og dyr. Mennesket er dyr, men tillige mere, næmlig det
eneste jordiske væsen, der både ved sit legemes sammensætning og ved
sin særegne ejendommelighed har ævne til at nærme sig det evige. I
sit inderste væsen besidder det et erkendende princip, genstanden for
erkendelse og denne erkendelse selv. Så vidt var da vor eneboer nået
i sin granskning på den forladte ø, og hans livs opgave blev at danne sit
inderste væsen efter de himmelske ånder, der lyste til ham gennem stjær
nerne, og hæve sig til enhed med det absolute, höjeste og evige væsen.
Gennem iagttagelse af forskellige asketiske livsregler, der her forbigås som
538
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
