Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN LYRISKE POESIE OG DENS ARTER.
ledes seet, hvorledes allerede Sternningsdigtet i sig selv peger indad
eller opad mod Tanken, hvorledes det saa at sige söger at forklares
i Tanke. Men heller ikke Tankedigtet kan, saa at sige, blive staaen
dc i den blotte Tanke som saadan. Den lyriske Tanke vil aldrig,
som den philosophiske, gaae heelt op i sin Gjenstand; den beholder
stedse Charakteren af en blot snbjectiv Tanke, beholder væsentlig
noget af Personlighedens Varme, er saaledes dog endnu stemningsfuld
og har sin lyriske Værd og Betydning dog mere som Tankestemning,
end ved sit objective Indhold. Og naar Tankelyriken tilsidst endog
fremtræder stridende, polemisk, rober den end klarere sit personligt
begrændsede Standpunkt; den repræsenterer da en personlig Overbe
viisning, et taget Parti ligeoverfor andre, og kan da mere og mere
antage en varm, bevæget, endog til Lidenskab grændsende Tone.
Naturligviis maa den lyriske Digter, allerede som det ideale Sub
ject, her, som overalt, være Herre over sig selv og hævet over sin
egen ikke blot Sindsbevægelse, men ogsaa eensidige Tanke. Begge
Dele raaae blive flydende i hinanden og tilsidst ophæves i Subjectets
uendelige Frihed. Sandheden, det egentlig Ideale og Skjönne, er, at
Stemningen, den særegne Sindsbevægelse, stedse gaaer mere eller
mindre over i rolig Tanke, stedse hæves i det Almeengyldiges Sphære
eller sees i det Almindeliges Lys, men at paa den anden Side dette
Almindelige ogsaa har Præget af personlig Tilslutning og Kjærlighed,
giver sig som et personligt Livsmoment. Stemningen, sige vi, for
klares i Tankens Lys, men dette brydes igjen i Stemningens Farve.
Tilsidst er det dog væsentlig Farvespillet, der fængsler den lyri
ske Digter. Vi have allerede bemerket. at den lyriske Digtnings
smukke og harmoniske Form og den derpaa hvilende Interesse inde
holder et beroligende Moment, idet derved baade Digteren, og vi med
ham, paa en Maade sættes udover den samme Stemnings Umiddel
barhed, som vi dog ogsaa levende drages ind i. Det Samme gjælder
ogsaa den lyrisk fremtrædende Tanke. Ogsaa denne gaaer saaledes
op i Form, at dens Substants eller Indhold ligesom fortyndes og for
svinder, taber den Umiddelbarhedens Magt, med hvilken den kunde
gribe og fastholde vor Aand i en særegen Retning, og den virker
saaledes igrunden mere ved sin Skjönhed, end ved sin Sandhed, mere
til at sætte vore almindelige Sjælskræfter i en harmonisk svingende
Bevægelse, end egentlig som en bestemt Tilvæxt i vor Erkjendelse.
Den lyriske Digtning som al Kunst omgaaes da tilsidst og
i Grunden mere med Skygger og Former, end med ligefremme Vir
keligheder; saavel Stemninger og Fölelser, som Tanker, forvandle sig
uvilkaarligt til mere eller mindre varme farvede Dunster og Luft
speilingcr, hvori vi dog ved Illusionens Trylleri mene at være selv
tilstede og at have det Virkelige for os.
561
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
