Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKkIKT.
Og maaske lettere, som saa,
Sig gjennem Øret ind i Hjertet stjæle;
Vers, som man ei saa let skal eftergjöre mig,
Fordi de gjöres ei kort: Vers, som egentlig,
Naar grundig man betragter Tingen,
Er ingen.
Og ingensteds gjælder mere den horatsiske Fordring til Formen
ut sibi quivis
Speret idem, sudet ac multum frustra laboret
Ausus idem.
Lyrikens förste Form, hvad vi have kaldt Situations- eller Sam
funds-Lyrik, fremtræder med et Indhold, der som almeengyldigt har
Samfundets og Anledningens Stempel, og Digteren er her denne
objective Auctoritets Organ. I den frie, centrale Lyrik fremstaaer
derimod Digteren selv umiddelbart som det ideale Subject med det
ideale, i sig selv gyldige Indhold. Dette Forhold oplöser sig imidler
tid i Humoren, idet Digteren befrier sig fra sit eget Indhold, sin egen
Stemning og Tanke, som en blot Særegenhed, der tilsidst hverken kan
eller bör fængsle det uendelige Subject. Dette kan omsider kun vir
keliggjöre og vise sin Frihed ved at skille dette særskilte, umiddel
bart begrændsede Indhold fra sig selv, sin egen Totalitet, ved altsaa
vilkaarligt at digte sig ind i Situationer, Stemninger og Tanker, der
aabenbart ikke ere Digterens egne eller ere rodfæstede i hans eget
Liv, men kun som indskrænkede, charakteristiske Fragmenter af Men
neskelivet ere Gjenstand for hans forbigaaeude Interesse. Naturligviis
forudsættes, naar denne Interesse skal være levende og före til poe
tisk, især lyrisk, Gjenfrerabringelse, at Digteren ogsaa i disse frem
mede Stemninger maa gjenkjende ikke alene ideale Elementer, men
ogsaa enten tilbagelagte Momenter eller ialfald slumrende Muligheder
i sit eget Liv, kun at de fremstilles saaledes bundne i sine særegne
Betingelser, at Digteren er fjernet derfra og ligesom ikke overtager
deres personlige Ansvar. Den lyriske Digter, der allerede paakalder
vor Sympathie for sine Stemninger og Tanker, er her selv kun med
Sympathicns Baand knyttet til de Stemninger, han udtaler. Og naar
vi maa fastholde, at den lyriske Digtning væsentlig fremstiller det
ideale Subject, saa kunne vi næsten sige, at Charakter-Lyrikcn nær
mest viser os dette, idet det aabner sig til Sympathie for andre Sub
jecter, i hvilke det kan finde noget Beslægtet med sig selv, eller
nöiagtigere: i Charakter-Lyriken fremtræder det ideale Subject egent
lig som det frie, digteriske, der istedetfor at være bundet til en umid
delbar Eiendommelighed og en indskrænket, reel Interesse, meget
mere har den ideelle Interesse og virkeliggör sit Væsen ved i sig at
3. Cliarakter-Lyrik.
564
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
