Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LITEIIATÖRÖEVEHSIKT.
forholder det sig sikkert, som forfatteren selv antyder i sin efterskrift. En
unøjagtig tegning har foranlediget, at billedet opfattedes som Thor med Mjöl
nir og med en åre, i stedet for som stenhuggeren med arbejdshammer og med
mejslen støttet mod et råt tegnet billede af selve døbefonten. Forfatteren
omtaler derefter andre billeder, som han mener at kunne henføre til Thor,
og behandler med sin vante saralerflid forskellige synlige vidnesbyrd om Thors
dyrkelsen. En del af disse enkeltheder er det sikkert lige så vanskeligt at
bevise som at modbevise.
I Bror Emil Hildebrand & Hans Hildebrand’s »Teckningar ur svenska
statens historiska Museum» (Stockholm 1878, 4:to, 2:a häftet, 12 s. og
10 t.) gives afbildninger af en række sølv- og guldsmykker i Stockholms museum,
for en del hørende til store fund, der strække sig fra den ældste Middelalder
indtil det 14:de århundrede. De ældste fund have betydelig interesse også
for oldtidens arkæologi, idet de dels ere prægede af den nordiske smag i he
denskabets sidste tid, dels afgive fortræffelige exempler på alle de stil-arter,
som dengang blandedes i Norden: irsk, karolingisk, byzantinsk og arabisk stil.
Det smukke værks videnskabelige betydning ligger i bestemmelsen af fundenes
tid; i øvrigt ledsages tavlerne kun af de nødvendige beskrivelser og fund
oplysninger.
L. Dietrichson: »Den norske Træskjærerkunst, dens Oprindelse
0 g Ud vi kling» (Kristiania 1878,8:vo, 101 s.). Forfatteren kalder denne skildring
af den norske træskærekunsts historie ”en foreløbig undersøgelse”, og påmind
er gentagne gange læseren om ikke at anse de udviklede anskuelser for fuldt
begrundede resultater. Disse alvorlige forbehold bör imidlertid næppe und
drage bogen en kritisk betragtning. Yed et skrift på 100 sider, under for
fatterens bekendte navn, ved et arbejde, der som helhed er så smukt og be
tydningsfuldt, er det sikkert rigtigt at påpege, hvad der danner en uheldig
undtagelse, næmlig det første afsnit: Den norske træ-ornamentiks oprindelse.
Med denne overskrift menes; undersøgelser om oprindelsen af det system af
ornament-motiver, som forekomme i de ældste norske ”stavkirker”. Ornamen
tiken i disse kirkebygninger tilhører, med undtagelse af 1 dyre-raotiv i Urnæs
kirke, fuldstændig den romanske stil. Derom hersker næppe længer nogen tvivl.
Man vænter derfor, næst efter en særlig undersøgelse for Urnæs kirkes ved
kommende, en påvisning af den ejendommelige form, hvorunder den romanske
stil optræder i Norge, og navnlig en eftervisning af dens særlige kilder mod
vest og syd; men herpå indlader forfatteren sig ikke. I stedet derfor drøftes
muligheden af, at stavkirkernes ornamentik skulde være hentet fra byzantinsk,
arabisk og irsk kunst; dette turde være overflødigt, og skriver sig vel kun
fra, at forfatteren har bredet diskussionen om oprindelsen af den hedenske tids
ornamentik ind over de romanske stavkirker. Dog, dersom nogen endnu tror, at
der i disse Urnæs kirke undtagen findes efterligninger af byzantinske, arabi
ske eller irske ornament-motiver, så skulle forfatterens spredte iagttagelser og små
bemærkninger næppe rokke en sådan tro. Forudsætningerne for stavkirkernes
ornamentik har forfatteren fundet dels i forhistoriske Jærnalders-motiver, dels
1 romansk sten-arkitektur. Om det sidste punkt hersker der som allerede
bemærket sikkert almindelig enighed; derimod skyldes der bevis for tilstede
værelsen af den hedenske tids motiver i de romanske stavkirker. Dette be
vis tror forfatteren at finde i, at et enkelt dyre-motiv i en eneste kirke også
forekommer på svenske runestene og på oldsager. Selv om nu dette motiv var
hedensk og specielt nordisk, vilde dets forekomst i en enkelt kirke ikke be
rettige til at betragte den hedenske tids ornamentik som en af de to hoved
kilder til stavkirkernes stil. Men dette ene ”bevis” J), hvorpå der bygges så
’) Med hensyn til slutning og bevis findes der overhovedet påfaldende ting i dette af
snit. På to vigtige punkter beviser forfatteren ved at indskyde et ”altså” (s. 14) og et ”så
ledes” (s. 16) foran sin meningsytring.
585
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
