Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
vei allerede i »de Nygifte», men der er det gjort saa fint, at selv en critiker
med en saa fin tæft som G. Brandes ikke har mærket det og har dadiet Björn
son fordi dette moment manglede. Men er dette moment nødvendigt? Er det
nødvendigt for at faa sandheden frem i et forhold som egteskabet at bringe
det under discussion i folks tale og i menneskernes sind? Til sammenligning
ville vi nævne »Daniel Deronda» af Englands, maaske Europas förste roman
forfatter; Georges Eliot. Her lader den livlige, livsglade Gvendolin sig af
omstændighedernes tryk, af ömhed for sin moder, af frygt for fattigdom, ved
mange fine traade drage ind i egteskab med den blaserte, fint tyranniske Grand
court, hvis væsen lægger sig som en »klam taage» om hende og hendes liv.
Der er ingen uklarheder i dette egteskab. Haablösheden, magtesløsheden, den
moralske repulsion i Magnhild er repulsionen nærmest af esthetisk art
mandens sædelige forhold, der motiverer repulsionen, det er altsammen kom
met frem med den onskværdigste realisme og tydelighed. Og dog er der i
Daniel Deronda intet »som man ikke kan tale om».
Et fortrin endnu har Daniel Deronda: heltindens personlige ansvarlighed
er ikke i nogen maade tildækket; medens det ikke lader sig nægte, at Magn
hild lige saavel som »Kongen» har en mangel i dette punkt. Det lader sig
ikke nægte at naar Magnhild ikke havde sin fri vilje, da hun indgik egte
skabet med Skarli, var dette en constitutionel moralsk svaghed i hendes egen
character, som forholdene nok have hjulpet til at udvikle, men som de ikke
alene kunne bære ansvaret for. Passiviteten har ogsaa sit ansvar, sin logik,
fölgerne af sin egen passivitet har ingen nogen höiere ret til at unddrage sig.
For at vælte alt ansvar bort fra Magnhild bliver da ogsaa Skarli kaldt til orden
hver gang han, trods sadebnagerlugten og de stygge negle truer med at vinde
vor sympathi.
Digteren er bleven henrevet over de nye ideer som tidsaanden har vakt
hos ham, han er bleven varm og harm over samfundets, institutionernes uret
mod individet og han har, lidt vilkaarligt, lagt skylden over paa dem. Dette
forhold er begrundet i den ensidighed, som den enthusiastiske omfatten af nye
ideer altid medförer; men at disse indtryk ikke ere komne i ligevægt under
arbeidet med dem, kan hos en digter af Björnsons rang blot betyde en man
gel paa tid og arbeide, der ytrer sig som en ufærdighed ved bogen. Ufær
dighed, det er igrunden Magnhilds eneste svage side, deraf kommer baade
det usmagelige i behandlingen af det sædelige og tildækkeisen af det person
lige ansvar. Ufærdigheden, det er den eneste grund hvorfor vor store digter
kunde have noget at lære af den engelske forfatterinde; thi hendes bog er
færdig. Ikke at vi anke over, at man ikke faar mere at vide om Magnhild.
Et spörgsmaalstegn, en tankestreg kan være en ligesaa tilfredsstillende af
slutning, som det rene punktum, og for de poetiske læsere heldigvis for
poeterne gives der mange poetiske læsere, vel saa interessant. Men man
gelen ligger i en vis indre ufærdighed, som vist kunde været undgaaet, i alle
fald tildels. Man faar et indtryk af, at Björnson, da han vel havde skrevet
sig varm, havde maattet lægge bogen bort og saa senere ikke fandt igjen hver
ken stemning eller interesse. Det er digteren selv som er bleven »kjed af
den lange kone og hendes kjedelige bestemmelse», og ligesom han er bleven
kjed af hende er han ogsaa bleven kjed af de problemer, som havde beskjæf
tiget ham i hendes anledning, og han er bleven staaende ved de spörgsraaal
han er gaaet ud fra, uden at klare dem for sig selv eller os. Fölgen af denne
ufærdighed er da ogsaa bleven, at det trylleri som vel faa undgaa ved den
förste halvpart af Magnhild slaaer om til vi havde nær sagt kvalme ved
sidste del. Var den jævne, fine, varsomme behandling, den fuldendte, gjen
nemtænkte bearbeidelse bleven slutningen ligesom den er bleven begyndelsen
680
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
