Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NORDISK TIDSKRIFT.
hendes fortid blot i hendes ulykkelige egteskab, og er det sin fraskilte mand
hun tænker paa, naar hun i samtalen med gartneren alluderer til, at ogsaa
hun har elsket og er bleven sveget?
Yi vilde næsten være mest tilböielige til at tro det förste men at Björn
son dog naar det kom til stykket har fundet en saadan forudsætning vel dri
stig og for hjerternes haardheds skyld har valgt at lade fortiden være noget
uklar, for at de der kunne taale en saadan forudsætning som fald og opreis
ning, synd og soning, kunne tænke sig den, de andre blot henvises til det
ulykkelige egteskab som hendes fortids historie. Har dette været uden kjær
lighed, har det jo ogsaa fra Björnsons standpunkt været usædeligt og bör
sones som en skyld.
Dette være nu som det vil publikum kunde gjerne sige som Hag
barth: »Din fortid er mig ligegyldig, jeg vil ikke kjende den», for Hag
barth staar hun ren og klar, hun sidder inde med det han har savnet og som
hans egne ikke har kunnet give ham, han foretrækker hende for dem, han
glemmer Aagot over hende. At det han föler for hende er kjærlighed og hvad
hun föler for ham, vilde maaske ikke blevet dem selv klart, i alt fald ikke
blevet udtalt, men Aagot faar et anfald af jalusi, ganske som Laura i de Ny
gifte og rober dem for hverandre; »Hans kjærlighed! Ser Du da ikke, at det
er Dig han elsker», raaber hun. Ordet var udtalt. Hvad der er sagt, lader
sig ikke behandle som var det utænkt eller utænkeligt. Hagbarth har til
overflod allerede faaet et vink af bispen og i sit oprör tilföier Aagot:
Jeg elsker ham ikke, vil Du have ham, saa tag ham!
Hendes jalusi finder, modsat Lauras, en jordbund saa mættet med brænd
stof, at gnisten fænger öieblikkelig. Hagbarth strider ikke længer mod, han
griber den ham tilbudte frihed og ved næste mode med Leonarda lader han
sin forstaaelse, sin kjærlighed vælde frem som en vaarström der ikke længer
finder nogen dæmning.
Og Leonarda?
Leonarda har allerede ved Aagots forlovelse havt et anfald af kan
man kalde det jalusi? et anfald af smerte over at liv og glæde ikke vare
for hende, et anfald af livslyst og livstörst, som culminerer i det ypperlige:
»Er jeg ikke styg? er jeg ikke plump?»
Leonarda staar paa overgangen »mellem sommer og höst». Det er da,
hvor fölelserne ere varmest, aanden rigest, men hvor følelserne gjerne raaa döe
en ensom död efter en mer eller mindre smertelig dödskamp. Til gjengjæld
virker syrapathien netop da mest berusende naar den kommer. Og Leonarda
bliver beruset. Hagbarths »forstaaelse» har vundet hendes kjærlighed, hun el
sker ham og hun tilstaar det. Men hendes sjælskraft fornægter sig ikke, hun
sender ham bort, og da hun er bleven alene raaber hun i sit hjertes angst
paa Aagot hvem hun har sendt til sæters efter hendes skinsyge udbrud. Og
Aagot kommer vandrende fra sæteren, glad og let. »Det er altsamraen forbi,
det er over». Hvad er over? Hendes sorg over at miste Hagbarth, eller selve
skinsygen? Leonarda tör ikke spörge.
Den scene som nu fölger mellem disse to kvinder overgaaes vist ikke i
ynde og skjönhed af noget lands eller nogen tidsalders litteratur. Det er kun
livet selv som i de bedste menneskers bedste öieblikke kan skabe noget tilsvarende.
Aagot fortæller om sin kjærlighed, sin skinsyge, sin beslutning at ofre
sig for Leonarda »ligesom jeg ved Du vilde ofre dig for mig» og saa igjen
vil hun opgive ofret. Det kommer altsamraen saa naturlig afbrudt og usam
menhængende saa ungdomsfriskt og sætersterat, saa sandt afspeilende en sund
og sand og tiltalende natur. Tilsidst sovner hun med det udraab: »Aa hvor
jeg elsker ham!» ind paa fostermoderens fang.
682
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
