Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOH. STORM.
hvilket især for et fransk eller dansk öre er kjendeligt, ligesom også
svenske lærere i fransk lære sine elever at udtale det franske u med
spidse læber. Flere af disse differentser ere knapt kjendelige selv for
nordmænd, og nogle af dem er jeg först bleven opmærksom på ved
konference med den dygtige svenske phonetiker dr. Wulff i Lund.
I norsk, hvor det lange a ikke er fuldt så dybt, er beller ikke
aa (å) så nær europ. o, ligesom u ikke så nær y, og y ikke så nær i,
uden at dog n og y er så rene som i dansk.
I dansk, hvor det lange a er meget böit, er aa åbnere end i norsk
og nærmer sig lidt det engelske aw, ligesom kort åbent 0 eller aa i godt
nok nærmer sig eng. 0 i not. Diffcrentsen mellem svensk gå, på og
dansk gaa, paa bliver således temmelig kjendelig. Lukket 0 i to, god
bar den samme lyd som i norsk og svensk. Dette abnorme skandina
viske 0 (o) adskiller sig fra det almindelige europæiske ved at udtales
med mindre læbeåbning, tildels også ved »böi» stilling af tungeroden,
hvorved lyden for et udenlandsk öre får lighed med u. Derimod bar
n og y, som allerede antydet, den regelmæssige europæiske lyd som
tydsk og fransk 0 i rose og fransk u i til, ruse.
Forskjellen i klangpræg alene kan neppe have foranlediget alle
disse differentser. Derimod synes bevægelsen nærmest at være udgået
fra det lukkede 0. Dette synes så meget rimeligere, som det isl. ö
klinger omtrent som eng. 0 i no (eur. o + li) og således grunder sig på
det normale o. Det islandske sprogs vokalisrae er rigtig nok så stærkt
forstyrret, at den neppe lader sig medtage i beregningen uden udför
lige undersøgelser, som her vilde före os for vidt. Da imidlertid også
isl. n lyder som langt europæisk u, kan man antage, at disse to nær
liggende lyd ere forblevne uforandrede. O synes på skandinavisk
grund (udenfor Island) at have været den lyd, der först har forandret
sig, og denne forandring har trukket de övrige lyd med, dog i hvert
land i forskjellige grader, i svensk stærkest, i dansk svagest; norsk
står i midten.
Vi skal nu betragte enkelte af de andre vokaler, för vi slutte.
i- er det åbne i, der almindelig opfattes som mellemlyd af i og e,
men efter Bell og Sweet er den til i svarende »vide» vokal, hvorved
tungen er slappere og fladere; medens den ved de trange er mere
kouvex. Denne lyd er mindre mærkbar i det svenske rigssprog, og
rent tabt i den dannede norske udtale af dansk-norsk. Det findes der-
348
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
