Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE DIPLOMATISKA FÖRBINDELSERNA
fremstilling skulde have vist kong Gustav ved at række ham en hjælp
ende hånd i stedet for at kræve ham til regnskab.
Ulige heldigere er fremstillingen af Ruslands forhold til Sverige i
de følgende år indtil Tilsiter-freden. Selv om her næppe er kommet
noget væsenlig nyt frem, har det værd at få den kundskab, vi have fra
andre kilder, stadfæstet og på sine steder suppleret ved oplysninger
fra russisk side. Men det vilde have været ønskeligt, om forfatteren
havde ført bevis for den sigtelse, han fremsætter imod Gustav IV
Adolf for, at denne, samtidig med at han bestemt afviste Napoleon’s
tilnærmelse 180(1, for alvor har tænkt på at angribe sin egen forbunds
fælle Rusland. Selv om man tænker på kongens besynderlige sinds
tilstand, ser dette i den grad ikke blot troløst, men ligefrem vanvittigt
ud, at man ikke kan tro derpå uden et bestemt bevis. Men et sådant
fører forfatteren ikke, og han kan derfor ikke anføre denne Gustav’s
holdning som hørende med til det, der gav Alexander ret til at ville
erobre Finland.
Dette spørgsmål om Ruslands rot til at føre den linske krig har
åbenbart mest ligget forfatteren på sinde. Han besvarer det med et
tydeligt ja. Berettigelsen søger han ikke blot som allerede anty
det i kong Gustav’s upålidelighed, der atter måtte føre tanken hen
på Gustav lll’s overfald 1788 og på den fare, dette voldte, men også
i Ruslands afhængighed efter Tilsiter-freden af Napoleon’s politik.
Samtidig med, at hr. Zlobin indrömmer, at Finlands erobring vilde
være til overordenlig gavn for Rusland, har han en iøjnefaldende lyst
til at fremhæve, at Alexander handlede imod Sverige under et tryk af
Napoleon (s. 89 og s. 113: »Finlands underkufvande, inbland
ningen i Sveriges inre angelägenheter, de tryckande vil
kor, som vi föreskrefvo det samma, voro icke en följd af
godtycke å vår sida»). Man fristes til at smile ved at læse om,
hvorledes den højsindede Alexander bliver tvungen af Napoleon til
at fratage Sverige Finland! Og nu de store farer, der efter Tilsiter
freden skulde true Petersborg fra Sveriges side og gjorde Finlands
erobring nødvendig (s. 85 og 91)! Om end Rusland nok så meget
dengang førte krig imod Tyrkiet, havde det så store troppemasser til
rådighed imod nord, at et angreb fra svensk side, selv når det støtte
des af Englænderne, vilde have været den rene dårskab. Forfatteren
modsiger sig da også selv på det stærkeste. Efter at han har talt om
farerne fra svensk side, og efter at han (s. 91) har sagt, at hvis Sve
rige sluttede sig til England, vilde alle dets stridskræfter stå til rådig
hed for den engelske fjendlige politik imod Rusland, hedder det (s.
99), at Finland var næsten forsvarsløst i vinteren 1807—08, og (s.
92) at ikke blot Finland var »öfvcrlcmnadt åt shimpens godtycke»,
men at Sverige truedes både af Danmark og Frankrig. Hvor, må
man spørge, bliver da den fare fra Sveriges side af, der skulde göre
462
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
