Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MELLAN RYSSLAND OCH SVERIGE 1 801 —1809.
fatteren lader der ligge 3 fæstninger ved indløbet til Øresund: Kron
borg, Helsingør og Helsingborg, så tager det sig dog snurrig ud
for svenske og danske læsere. Men påfaldende er det, at han lader
hele den danske flåde i slaget den 2den april 1801 blive ødelagt
eller falde i Englændernes hænder (side 19), ja at han lader selve
København blive ødelagt (sammesteds) og endog Danmark blive »før
härjat» derved! I god samklang med denne kolossale overdrivelse af
begivenhederne den 2deu april angiver han også selve overens
komsten imellem Danmark og England unøjagtig, idet han lader Dan
mark opgive den væbnede neutralitets grundsætninger. Som bekendt
indeholdt konventionen kun, at i de 14 uger, som våbenstilstanden
varede, suspenderedes Danmarks deltagelse i gennemførelsen af den
væbnede neutralitets traktat. Mest kuriøst er det måske dog at se
forfatteren sige, at efter at Gustav IV Adolf ved Karlskrona havde
ladet give de engelske admiraler et undvigende svar på deres spørgs
mål om hans holdning med hensyn til striden, håbede kejser Paul
ikke nogen kraftig deltagelse fra Sveriges side (s. 19). Dette svar
blev givet den 19de eller 20de april; men allerede natten mellem
23de og 24de marts var Paul bleven myrdet!
Plovedsagen er imidlertid, at forfatteren slet ikke har øje for, at
det var kejser Paul’s fremfusende politik, som voldte neutralitets-for
bundets skibbrud; han nævner f. ex. slet ikke, at det var Paul’s tåbe
lige vrede over Englands besættelse af Malta, der bragte ham til at
slå det i ansigtet ved at lægge beslag på de engelske fartøjer i
Ruslands havne, eller hvor urimeligt det var af den russiske kejser
at fremtvinge forbundets dannelse på et tidspunkt, der vilde gøre det
muligt for England at angribe Danmark, medens det endnu stod ene.
Men lige så blind som den russiske forfatter er for kejser Paul’s fejl,
lige så skarpsynet er han for Gustav IV Adolf’s, og det med en på
faldende ensidighed. Ti selv om Svenskerne vistnok ikke vare tids
nok færdige, så kan man ikke med føje sigte Gustav for brist på iver
eller for at have unddraget sig striden. Særlig uretfærdigt er det,
som forfatteren gør s. 19, at bryde staven over ham for det svar,
han ved Karlskrona gav de engelske admiraler. Dette svar i hvilket
forfatteren glemmer at nævne det vigtige ord »i fællesskab» var
i virkeligheden korrekt, og de engelske admiraler havde herefter måt
tet angribe Karlskrona, hvis ikke netop dengang admiral Parker havde
fået en note fra den russiske statsafsendiug i København, om hvilken
Nelson udtalte, at den viste, »thai his master xoill not go to war with
us». Krigen standsede, ikke fordi Gustav lod Rusland i stikken, men
fordi kejser Alexander ønskede at slutte fred med England. Ingen
kan fortænke ham i, at han valgte dette; men der bliver slet ikke
plads for alt det ædelmod og højsind, som han efter hr. Zlobin’s
461
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
