Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EXPERIMENTET, GEOLOGI
Skjönt hyppig, möder man dog ikke altid skifrighed i de ældste
sedimentære bergarter; på den anden side er skifrigheden slet ikke ind
skrænket til de gamle lag. Medens man således ikke træffer virkelige,
ægte skifre blandt de sibiriske og devoniske bergarter, som ligger horison
talt og ikke ellers er metamorfoserede, så findes der skifre, som en
dog er tjenlige til tagskifre og brudte som sådanne i langt yngre, men
dislokerede egne; skifrigheden synes væsentligst at hænge sammen med
dislokationer.
Især ved bergkjæders centrale massiver viser sig ofte såkaldt »vifte
forraig» struktur, idet den eruptiven omgivende gneis og krystallinske
skifer, der mod dybet står næsten lodret, mod overfladen böier sig mere
og mere ud til begge sider fra eruptiven, så at altså lagene falder ind
under denne. Dette er tilfældet ved Mt. Blåne, St. Gotthard o. a. st.
i Alperne. Daubrée mener, at denne skifrighed ikke er at betragte
som gamle lags spor, men skyldes eruptivens frembrud, og har gjort
experimenter i den retning. Han udsatte rektangulære bly- og lerstyk
ker, indesluttede i en for enderne åben form, hvis ene langside kunde
bevæges indad, for en hydraulisk presses tryk. 1 den ud af formens
ender trædende masse viste sig en udpræget viftestruktur, medens de
omsluttede dele var bievne skifrige paralelt med siderne.
J kap. IV omtaler Daubrée tilsidst experimenter vedrörende den
ved mekaniske aktioner i bergarterne rimeligvis udviklede stærke hede.
Noget, som man först og fremst må vel fastholde, når talen er om
bergarternes metamorfisme, er, at denne ofte finder sted over vidtstrakte
egne, tilhorende forskjellige formationer, medens andre endnu större
strækninger ofte ikke viser spor af forandring. Således har i Alperne
alle aldres bergarter (Kul, Trias, Jura, Kridt, Eocen) et så gammelt
lithologisk udseende, at man förste gang bliver rent forbauset derover;
medens på den anden side i Rusland de meget ældre siluriske og devo
niske egne ikke synes at have undergået den mindste forvandling. Me
tamorfismen er særdeles hyppig i lande, hvor fjeldgrunden har været
udsat for foldning og anden dislokation, medens man ikke finder den
f. ex. i det östlige Europa og i visse dele af de forenede stater, hvor
bergarterne næsten fuldstændig har bevaret sin oprindelige horisontalitet.
Forvandlingen er uden tvivl foranlediget ved en stigning af tem
peraturen. I nærheden af brudlinier er bergarterne komne i nærmere
575
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
