Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. GOOS.
bliken anerkendte »des droits et des devoirs antérieurs et supérieurs aux
lois positives». Under forhandlingerne blev der af Saiute-Bcuve gjort
opmærksom på den fare, der lå i denne sætning. Den sanktionerede
implicite den ret til oprør, som i tidligere forfatninger fra den første
Republiks tid udtrykkelig var proklameret. Men bestemmelsen blev
stående, forsvaret blandt andre af så skarpsindige mænd som Dufaure
og Dupiu. Det vilde være uforståeligt, hvis ikke forholdet havde
været det, at frasens indholdsløshed neutraliserede dens fare. Hen
over disse frasers lig er nu imidlertid retsvidenskaben for længst
skredet. Den almindelige retslære véd, at den ikke som sådan giver
gældende ret, at dens sætninger kun blive det ved at optages af den
positive ret. På den anden side har den forladt de lidet-sigendc
almindeligheders område, trænger ind i de enkelte retsforholds væsen,
gör dem til genstand for nöje analyse, og gör så først anvendelse af
retsidéen fuldt bevidst, at den kun i samme grad udretter noget,
som dens lære er bygget på et sådant omfattende og dybtgående
realt studium af livsforholdene. Den urimelige prætension er op
given, men er mere end erstattet ved indholdets fylde. Men herved
ere nye vilkår satte for forholdet til staten. Retsvidenskaben gör
si’g ikke længer skyldig i et overgreb, som kun kunde tåles, fordi
det under videnskabens givne forhold var betydningsløst. Den holder
sig strængt indenfor sine grænser, men har vundet i reel betydning;
og hvis videnskaben som sådan nogensinde var en fare for staten,
så vilde derfor den almindelige retslære nu være det i langt höjere
grad end forhen.
Skulde der da være grund for staten til af dette hensyn at ude
lukke den almindelige retslære fra universitetet og dermed søndcr
bryde retsvidenskaben? Eller skulde der i alt fald være grund til at
sætte kunstige grænser for forskningens frihed i den almindelige
retslære? Spörgsmålet er besvaret ved de tidligere betragtninger;
men jeg kan ikke nægte mig den glæde, til yderligere bekræftelse
her at anføre nogle ytringer af vort lands störste videnskabsmand
på retslærens område, den mand, der også fremfor nogen hos os har
bidraget til at kalde den almindelige retslære til de reale opgavers
løsning, om det end er sket mere fragmentarisk end i et systems form
næmlig A. S. Ørsted. For nærved 80 siden udtalte han (den
gang endnu kun »kandidat i lovkyndigheden») i sit skrift om trykke
friheds-forordningen af 27 sept. 1799, der på én gang tilsigtede at
588
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
