Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JUL. LANGE.
rette opstille en periode, som begynder fra 1527 eller 1530, da den
ældre italiænske humanisme mistede sit grundlag ved Roms erobring
.og ved omvæltningerne i Florens, og som ender henimod slutningen
af det 17:de århundrede, da hele Evropa begyndte at følge i det franske
hofs kölvand. Det er den periode, hvis patriarker ere de store Italiæ
nere: Michelangelo, Titian, Correggio, og hvis evropæiske strömning
især repræsenteres af navne som Caracci, Caravaggio, Rubens, Bernini,
Algardi og endnu Ruget og Schliiter. Der er store indre modsætninger,
men dog en gennemgående fælles ejendommelighed. Det er en kunst,
som har meget lidt ethos, men desmere pathos, ja som tidt ingen grænse
kender for udtrykket af det pathetiske; en kunst, som producerer i
store masser og bruger de stærkeste udtryksmidler: en blændende
kolorit eller den effektfuldeste modsætning mellem lys og skygge. Det
er en livfuld og »morsom» kunst som ingen anden, en kunst, i hvilken
lærdom og fantasi i forening giver idé-rigdom og afveksling, og som
endelig giver alt, hvad lærdommen har fundet og indbildningskraften
har skuet, et friskt, håndgribeligt, endog tungt præg af realitet.
For den historiske betragtning frembyder der sig straks visse fælles
vilkår for denne periode og for diadoch-perioden i oldtiden. I gamle
dage satte Filip og Aleksander sig i besiddelse af de frie helleniske
stæder med deres höjt og lint udviklede kultur, som Aleksander ved
sine erobringer gav et mange gange större råderum, end den tidligere
havde havt hvorved den rigtignok tabte i renhed og ejendommelig
hed, hvad den vandt i udstrækning. Fra de små republikker gik den
over til de store dynastier i Ægypten, Syrien, Pcrgamon. I den nyere
tid, fra 1530 af, tabte sig ligeledes den betydning, som det frie stadliv,
især i Italien, havde havt som bærende magt for kunsten: som en ny
Filip eller Aleksander tog Karl den femte kunsten i sin tjæneste;
Florens’s og Venedig’s kunstfærdighed gled over i det moderne mouarki’s
hånd, først og fremmest det spanskes og det franskes, men efterhånden
også over det øvrige Evropa. Denne, indbyrdes ligeartede, forandring
i forholdene i oldtid og nutid gav i hvert fald kunsten et nyt verdsligt
grundlag. I kongers og kejseres paladser, under udvortes större for
hold, antager den et andet præg end under et frit folks pleje: der
kræves af den et mere flot dekorativt væsen, der skal mere slås stort
på, der er ingen straf for at være teatralsk, og der er mindre opfordring
til en ethisk-idealistisk betragtning af det menneskelige. Ligheden beror
desuden næppe alene paa de rent verdslige vilkår.
60
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
