Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DE NYE SKULPTUR-FUND I PERGAMON.
Der fattes heller ikke blandt det, som man tidligere har kendt af
antike kunstværker, antydninger af dette fællesskab mellem antikt og
modernt. Det lidende udtryk i Laokoons hoved fandt flere moderne
kunstnere, netop fra hin periode, stemmende med forestillingen om
den lidende Kristus, således allerede Titian i billedet af bespottelsen
(i Louvre). Den snævert begrænsede belysning, den stærke modsætning
mellem lys og skygge, hvorpå Laokoonsgruppen tydelig er beregnet,
den skarpe angivelse af anatomien og det mörkt pathetiske udtryk höre
lige så lidt hjemme i den ældre antike plastik, som de stemme godt
med det malerisk-plastiske princip, der kora frem i Italien fra det
16:de århundredes slutning (naturalisterne: Caravaggio, Ribera 0.5.v.). En
mæsterlig gennemfort antik statue, der allerede længe af de fleste er
henført til diadoch-perioden, en sovende, man kunde næsten sige: snor
kende satyr (den »barberinske satyr» i glyptotheket i Mlinchen) har ved
sin grovt realistiske opfattelse megen overensstemmelse med det blik
på det lavere folkeliv, som vi finde hos Velasquez. Portræthovederne
på diadoch-dynastiernes mynter have hyppig et såre »modernt» udtryk
af en vis halvt sentimental, halvt vild, noget forceret genialitet, der
ligger aldeles udenfor den ældre græske kunsts grænse. Man har alle
rede med rette fundet åndelig overensstemmelse mellem det skönne
hoved i Florens, som (fejlagtig) kaldes »den döende Aleksander» eller
det døende Medusahoved i villa Ludovisi og de pergameniske skulp
turer; også i disse værker er der en påfaldende modern ånd, især i det
sidstnævnte, som nogle betragte som modernt. En berömt statue,
»Sliberen», (/’arrotino) i Florens, der står på sin plads som en antik
figur og sædvanlig også anses derfor, og da henføres til diadoch-tiden,
ja endog netop til den pergameniske skole, have enkelte stemmer, lige
fra begyndelsen af det 17:de århundrede indtil vor tid, erklæret for et
modernt værk.
Alt dette og mere endnu kan vistnok for en del forklares
af den historiske omstændighed, at det netop var den senere antike
kunst, den der hidrørte fra, eller hvis tone dog væsentlig var angivet
af, diadoch-kunsten, som først trådte frem for dagens lys og for den
moderne bevidsthed repræsenterede antiken, som man så gærne dannede
sig efter. Men forklaringen ligger dog ingenlunde] alene deri. Med
gigantomachien fra Pergamon er nu et mægtigt værk kommet os for
öje, som ingen för har kendt, og som giver det fyldigste bidrag til
opfattelsen af denne sag. Men nu må vi til slutning skarpt fremhæve,
61
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
