Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN MODERNE STAT.
De ere nu og bör være et fælles grundlag, på hvilket en række afskyg
ninger af politiske retninger, fra konservative til radikale, kunne finde
plads og rum for deres mere eller mindre berettigede bestræbelser.
Når dette undertiden miskendes, så længe man bevæger sig i princi
pernes mest almindelige og derfor oftest misforståede indklædning,
forsvinder vildfarelsen i reglen, når man står overfor de enkelte følge
sætninger. Kun sådanne retninger falde med nødvendighed udenfor,
som enten søge deres idealer i en overvunden, uigenkaldelig forsvunden
fortid, eller som rette deres forhåbninger e på den ukendte fremtid, som
man har døbt »den social-demokratiske stat», eller som endelig erklære
sig for fjende af staten overhovedet, idet de sætte anarkiet som idealet.
Den række af enkelte sætninger, i hvilke de ovenfor omtalte for
fatninger formulere den moderne stats retlige grundlag, falder i to
hovedgrupper.
Den ene går ud på for det første at sætte visse grænser for stats
virksomheden overhovedet, at unddrage visse menneskelige livsforhold
fra statens herredomme. Herved stiller den moderne stat sig som
modstander af læren om statens almagt, af statsabsolutismen. Den
proklamerer på et vist område individets frihed som grænse for statens
magt. En videre følge heraf er, at heller ikke alle sider af de forhold,
der anerkendes som retsforhold, hjemfalde til statens ordning. Den
samme tanke kommer dernæst frem igen i andre sætninger, der sætte
grænser for den magt, hvormed staten kan gennemføre og hævde sin
retlige ordning på sit berettigede område. Også her sættes der for
individets skyld visse skranker for staten. Heller ikke i denne retning
skal statens magt være übegrænset. Alle disse sætninger ere efter deres
væsen negative lige ovenfor staten. Men når man undertiden derpå
har grundet en bebrejdelse mod den franske revolution og de senere
akter, der optog og udviklede dens principer, for en udelukkende
negativ tendens, for mangel på positive grundsætninger, på hvilke
samfundets bygning kunde grundlægges, så er denne bebrejdelse übe
rettiget: først fordi denne nægtelse af statsmagtens indgriben sker for
frihedens skyld, i hvilken der forudsættes et bedre og sundere positivt
grundlag for den menneskelige udvikling på disse områder, end i
statsmagten, til hvilken der netop derfor kun stilles det krav, at den
227
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
