Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. GOOS
social, og hvorpå ordførerne for denne kritik byggede deres positive
lære. Denne opfattelse sætter som genstand for rettens ordning ikke
forhold mellem individerne som sådanne, men som noget derfra væsen
lig forskelligt: samfundets livsforhold. Samfundet existerer vel kun i
og ved menneskelige individer, men læren opfatter dette begreb dog
ingenlunde blot som udtryk for en kreds af individer i et vist livs
fælleskab. Den betragter samfundet som en naturlig, for sig bestående
individualitet, en fra individerne forskellig, selvstændig personlighed.
Som personlighed bar dette samfund sædelige opgaver at fyldestgöre.
Det er løsningen af disse, der tilstræbes ved retsordningen. Som mo
ralen er den sædelige lov for individet, således er retten den sædelige
lov for samfundet. Fyldestgørelsen af samfundets sædelige opgaver
kræver dets organisation, hvorved det undergives en berskermagt, der
er kaldet til at ordne, beskytte og uddanne en sædelig samfundstilstand
overensstemmende med retsideen. Denne organisation er staten. Den
nes og dermed den positive rets tilblivelse skyldes en akt af samfunds
personligheden. De enkelte individer ere kun medier for denne. Forud
for og til grund for, hvad der udtales af enkelte samfundsmedlemmer,
ligger en åndelig akt af samfundet som hele, uden hvilken hine udtalelser
ikke kunde tænkes, men som kun kan lægge sig for dagen på objektiv måde
som det udslag, hvortil en historisk udvikling fører. Den historiske
udvikling, ikke individernes frie beslutninger, er altså statens tilblivelses
grund. Under sin ledelse af samfundsanliggenderne behøver staten ikke
nødvendig at komme i berøring med de enkelte individer som en magt
over dem. Dette er noget mere sekundært. Men når staten, idet den
lever sit liv som organiseret samfundsindividualitet, kommer i berø
ringer, hvor individets underordnelse er betingelsen for, at den kan
bringe samfundets sædelige opgave til udførelse, så er magten beretti
get, netop fordi den betinger samfundssædeligbeden.
At nu denne forklaring af rettens natur og væsen, som den nyere
rets- og statsfilosofi, især i Tyskland, har haft en stor forkærlighed for,
fører til at fornægte den moderne stats hovedgrundsætninger, er vel
noget, som langtfra alle dens tilhængere have haft ojet åbent for; og
det vilde være en uretfærdighed at sige, at det for dem alle har været
øjemedet at skabe en retslære, der kunde blive theoretisk grundlag for
bestræbelser efter at vende tilbage til forsvundne statstilstande. Men
vist er det, at læren er egnet til at blive et meget føjeligt redskab i
denne retning, og kun undgår det ved at bryde sine egne konsekven-
236
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
