Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN MODERNE STAT.
Denne sin konsekvens unddrog læren sig kun ved hjælp af en
tvetydighed: Når magten udøves af »alle», er den retmæssig. Det vilde
fra det givne standpunkt være rigtigt, hvis enhver har veto, men fører
da igen til anarkiet. Betyder det derimod, at mindretallet skal böje
sig for flertallet, står man atter ved den stærkeres herredomme over
den svage, altså undertrykkelsen. Men idet man slog sig til ro ved
hin formulering, der lå til grund for kravene til det politiske samfunds
organisation, førtes man videre i en for individets frihed ugunstig
retning, I stedet for den enkeltes frihed for herredomme satte man
alles lige andel i herredomme og gav derved frihedsrettighederne
til pris for en magt, som ingen grænser havde, fordi det,’ at den
udøvedes af »alle», übetinget skulde göre den retmæssig. Således
svingede læren fra den ene yderlighed til den anden og kunde blive
kilde til så modsigende fænomener, som den under de praktiske forsøg
på dens udførelse hidførte for Frankrig.
Der er nu imidlertid ikke tale om, at den moderne stat på nogen
måde skulde være solidarisk med denne retstheori; og den lette sejr,
som man har kunnet mene at vinde over den moderne stats grund
sætninger ved at kaste sig over theorien om le contrat social, har i
virkeligheden intet at betyde. Men ét er der, hvori den moderne stat
træffer sammen med hin lære, én forestilling om retten, som den har
til fælles med den, og som vel kan modtage en bedre forklaring, en
dybere forståelse og en rigtigere udførelse, men som dog altid vil
berettige til at betragte den moderne stat i dens forskellige stadier
som hvilende på en fælles grundtanke. Kunde denne retsopfattelse
ikke godkendes, blev også den ramt af den kritik, som samfundspagtens
theori med löje har været genstand for, så måtte ganske vist den mo
derne stats retsgrundlag anses for forfejlet. Denne fælles grundtanke
er den, at genstanden for rettens ordning altid er forhold mellem men
neskelige individer som sådanne. Den moderne stat siger som Romer
retten: omne jus personarum causa statutum est. Den kender intet
andet eller höjere synspunkt for de retlige kendsgerninger end dette.
Hvor forskelligt end i øvrigt retsforholdenes faktiske grundlag er, deri
træffe de sammen, at det er forhold mellem mennesker som sådanne.
Så ligefrem og naturlig end denne opfattelse må synes, er der dog
en forestilling om retten, der gör krav på at stå, og efter sin tanke
virkelig også må erkendes at stå i principiel modsætning til den, en
forestilling, der vandt indgang samtidig med kritiken af le contrat
Nordisk Udskrift. 1881.
235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
