Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. GOOS
håndhæve retten end den kendsgerning, at den existerer. De virkelige
kendsgerninger ved statens tilblivelse indeholde alt, hvad der efter
retsidéen udkræves til at hjemle dens herredomme, uden at nogen ny,
fingeret kendsgerning behøver at indskydes.
Af det anførte følger retsordenens begrænsning. Så langt som
vægten efter den sædelige idé ligger på en ydre tilstand som sådan,
så langt rækker rettens område. På det område derimod, hvor den
blot ydre tilstand ikke har sædeligt værd, hvor vægten ligger på en
sædelig lovs opfyldelse i personens indre, eller hvor den ydre tilstands
værd væsenlig betinges af de indre åndsmomenter, af hvilke den er
udslag, dér er retten udelukket, og friheden bliver den sædelige ford
ring. Af det anførte følger fremdeles, at retsideens krav må være, at
hvert enkelt under dens område faldende livsforhold ordnes efter sit
sædelige væsen. Kravet er jo netop den ydre tilstands sædelige an
ordning. Dermed er ligheds-principet i retsordningen givet. Men det
er tillige klart, hvorfor den positive rets autoritet må respekteres, selv
hvor den måtte krænke retsideens krav eller findes uoverensstemmende
med den »naturlige ret». Dette er en ligefrem følge af rettens krav
på magt. Rettens magt kan ikke blive til virkelighed uden at aner
kende den magts ret til at sætte normerne efter sin overbevisning,
hvis hjelp påkaldes til at hævde dem. For så vidt fører idéen om
rettens magt til anerkendelse af magtens ret. For at blive herskende
ret må retsidéen nødvendig gå gennem dette medium og blive positiv
ret. Kun hvor konflikten mellem positiv og naturlig ret steg til den
höjde, at det virkelig kunde siges: bedre ingen ret end denne ret,
vilde den positive rets sædelige autoritet svigte. Og endelig følger
det af det anførte, at der for selve den magt, der anvendes till rettens
håndhævelse, må være skranker i frihedens navn. Ti retten skal hånd
hæves for alles skyld. Der er ingen, om hvem det kunde siges, at
hans person intet betød i rettens öjne. Retten kræver ikke opofrelse
af nogen på en måde, som ikke også i forhold til denne enkelte havde
sædelig berettigelse. Humaniteten er ikke et udenfor retsidéen liggende,
fremmed hensyn, overladt til følelse og stemninger; men den er selv
led i den retlige ordning.
I kraft af disse betragtninger godkender den almindelige retslære
den moderne stats opfattelse af retten og dens derpå grundede hoved
sætninger.
242
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
