Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CHRISTUSBILLEDET.
strænghed, ja næsten til forfærdelighed. Trods manglen på individualitet
er der inhyrdes lighed imellem disse Kristus-billeder; ti den ene kunst
ner så efter den anden, og ingen vovede noget nyt. Man vænnede sig
til dette billede og betragtede det som et virkeligt portræt, og der
dannede sig sagn, der skulde stadfæste dets ægthed. Et gammelt
sagn fortalte, at koug Abgarus i Edessa under en svær sygdom havde
sendt bud til Kristus for at bede ham at komme og helbrede ham;
men Kristus, der skulde lide døden på korset, kunde ikke komme
selv: han kunde kun love at sende en af sine disciple. Dette sagn
fik i det 6te århundrede den form, at kongens sendebud havde været
en maler, som prøvede på at afmale Frelseren, men forsøget mis
lykkedes bestandig, indtil Kristus selv hjalp ham, ved at dyppe sit
hoved i vand og’torre det med et klæde, der så bevarede aftrykket
af hans træk. Billedet på klædet var atter blevet aftrykt på en tegl
stens-plade, der var indmuret over Edessas port, og som frelste staden
en gang, da Perserne stormede frem for at bemægtige sig den en
kostelig relikvie, som kejser Konstantinos Porfyrogennetos i det 10de
århundrede flyttede til Konstantinopel. I det vestlige Europa om
dannes sagnet således, at det blev kejser Tiber, der var syg og sendte
bud efter Kristus, men hans bud kom først, efter at Kristus var død.
Da opdagede man, at en kvinde ved navn Veronika besad et klæde
med et aftryk af Kristi ansigt, et klæde, som hun under gangen til
Golgatha havde rakt ham til at törre sveden af sin pande. Hun
rejste til Rom med klædet og helbredede kejseren; og den vidunder
lige »dug» opbevares endnu den dag i dag iblandt Peters-kirkens
relikvier.
Sådanne sagn måtte bidrage til yderligere at fæstne den engang
vedtagne form, som navnlig i den græske verden bliver fuldstændig
forstenet. Der maler man endnu i dag Kristus, som man malte ham
for tusende år siden; og når man fylder kirkens vægge med billeder
til belæring for den ukyndige mængde, følger man endnu nöjagtig de
omstændelige forskrifter, som munken Dionysios fra Agrafa nedskrev
i det 12te århundrede. I den vestlige verden var der lidt större fri
hed og bevægelse, men også större råhed; og selv efter at Karl den
store havde sat grænser for det stedse mere om sig gribende bar
bari, varede det over 400 år, inden et virkelig kunstnerisk gennem
brud kom til syne hos Nicola Pisano og Cimabue. Fra den tid af
gik det fremad, ofte med forbavsende hurtighed. Kunstneren følger
sin frihed og benytter den; den gamle Kristus-typus er ikke mere et
bindende bånd for ham; den »opløses». Traditionen har ikke mistet
sin betydning, men det vigtigste for kunstneren er at give det höjeste
og ædleste udtryk, han formår, selv om han derfor skal fjærne sig
fra de i middelalderen vedtagne former. Derfra den store mang
foldighed i alle de dejlige Kristus-hoveder, vi kunne nævne fra Re-
288
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>