Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN MODERNE STAT.
princip, at statens herredömme ikke strækker sig videre end til det
punkt, hvor tvangens, den ydre magts sædelige berettigelse ophører.
Spørgsmålet må stilles så: Fremmer magtens indgriben i åndslivets
ydre tilkendegivelser åndslivet selv? Er en vis ydre tilstand som sådan
det, der har sædeligt værd, eller betinges dette således af indre ånds
momenter, at magten må være udelukket og friheden det sædelige
krav? Fra dette standpunkt kan svaret ikke være tvivlsomt.
Friheden for åndslivets ytringer er for det første det sædelige krav,
fordi magten ligger i menneskers hånd og altså kun kan anvendes til
værn for en menneskelig opfattelse af åndslivets idealer. På forhånd
er da muligheden af vildfarelser i denne opfattelse i intet tilfælde
udelukket, d. v, s. muligheden af, at det, som beskyttes mod angreb,
ikke er det sande, det, som undertvinges, ikke det falske. Men hvor
er så den hjælp, som magten skulde yde åndslivets idealer?
Men denne betragtning er ikke afgörende. Det kan indvendes,
at den samme mulighed gælder for al statens virksomhed; og når der
påvises en forskel, kan det göres gældende, at der dog er meget, hvis
sandhed er uomtvistelig. Lad så beskyttelsen alene komme de übe
stridelige sandheder til gode, tvangen kun ramme det, hvis usandhed
ikke kan drages i tvivl. At grænsen vilde være illusorisk, fordi den
atter bestemmes af mennesker, er let at se. Men hovedsagen lige
overfor denne betragtning er følgende. Enten er den uomtvistelige
sandhed en sådan, for hvilken objektivt gyldigt bevis kan føres. I så
fald kan den ikke rokkes ved uvidenhedens eller den onde viljes
angreb, og på den anden side ikke fremmes ved, at den påtvinges.
Eller den hører til de sandheder, der ere en trossag, altså personlige.
Men da disse kun have værd som personlige, måtte magtens berettig
else være afhængig af, at de kunde påtvinges nogen som personlig
sandhed. Men dette formår magten aldrig. Den kan kun nå det ydre,
kan kun fremkalde et skin uden virkeligt værd. Dertil kommer, at
magtens ævne til at fremkalde selv det ydre skin altid er faktisk be
grænset. Det forfulgte vil skjule sig i mørket og unddrage sig magten;
men langt farligere end den åbenlyse er den underjordiske propaganda.
Staten opnår regelmæssig og psykologisk let forklarlig kun at
svække,hvad den vil beskytte, og at styrke, hvad den vil tilintetgøre. Erfar
ingerne herfor ere for mange og ligge for nær, til at de behøve at påpeges.
Men endelig er det hovedbetragtningen, at friheden er betingelse
på den ene side for bevarelsen af den alt vundne erkendelse i ånd
311
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
