Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
c. GOOS
öjeblik, da man havde overbevist sig om, at selv den videst gående og
med de kraftigste midler udrustede inkvisition her mødte en uover
stigelig skranke, som kun tidligere tiders dårskab havde indbildt sig
at kunne overskride. Ulige mere betydningsfuldt er det, at staten
heller ikke anerkendes berettiget til at beherske åndslivets ydre til
kendegivelser som sådanne. Derfor forkynde forfatningerne ikke blot
tros-frihed, men også bekendelses- og religionsøvelses-frihed, endvidere
almindelig ytrings- og meddelelses-frihed derfor presse-frihed, for
enings- og forsamlings-frihed —, endelig, som de tyske grundrettigheder
udtrykkelig tilföje, videnskabens og dens læres frihed.
At beherske åndslivets ydre tilkendegivelser er ikke, som ved det
indre åndsliv, en umulighed. Ikke heller vedkomme de alene de
enkelte individer. De ere tvært imod af den aller væsenligste betyd
ning for det hele samfund. Åndslivets mål er ikke alene det höjeste
mål for den enkelte i hans afsluttethed, men også for menneskesam
fundene. Dette mål alene er det, som giver den materielle kultur dens
værd, næmlig som middel. Når det som følge heraf må erkendes, at
det forsvar for de nævnte friheder, som oprindelig søgtes i, at ånds
livets ytringer regelmæssig ikke kunde siges at indeholde retskrænk
elser mod andre bestemte personer, ikke er fyldestgørende, så kan det
også forstås, at betragtninger lå nær, som kunde tale mod den uind
skrændede frihed, og at det lidet opbyggelige i mange frugter af denne
frihed kunde støtte en tendens, der fra begrænsninger gled over i
ønsket om fuldstændig afskaffelse, og som fandt støtte i den retsfilosofi,
der id ntificerer ret med samfundsmoral. Med hænderne i skødet at
se til, at religionen angribes, at demoraliserende lærdomme fremsættes,
at sandheden trædes under fødder, vil da let kunne fremstilles som
forsömmelse af omsorg for samfundets höjeste goder. Man oprøres ved
den tanke, at staten som det udtrykkes er uden Gud, og er
tilbøjelig til at finde en udtalelse som den, at religionen ikke ved
kommer staten mere end geometrien (Nothomb under forhandlingerne
om den belgiske forfatning), blasfemisk.
Når nu ikke desto mindre den moderne stat fastholder friheden
for åndslivets ydre tilkendegivelser uden andre grænser end dem, der
følge af almindelige, også for andre områder gyldige grunde, når
den ikke, som den ultramontane opfattelse, betragter disse friheder
som en ved forholdenes ugunst nødvendiggjort opgivelse af det princip
rigtige standpunkt, så er dette kun en korrekt gennemførelse af et
310
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
