Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. GOOS
(skilsmisse) under betingelser, som ikke nødvendig svare til den mo
ralske pligts grænser. I erhvervssamfundet har friheden i følge rets
forholdets eget retlige princip et stort område, hvor meget end sam
fundsinteressen griber ind. Det er denne i forholdets natur grundede
inkongruens mellem retspligten og den moralske pligt, der forklarer, at
det let kan forekomme, at en fuldkomment retmæssig benyttelse af en
ret kan være umoralsk, uagtet retsidéen er en sædelig idé.
Udgangspunktet for retsforholdenes anordning er i den moderne
stat ligheds-principet. De første akter, i hvilke denne tanke udtrykkes,
bære umiskendelige spor af, at principet opfattedes på den måde, som
læren om samfundspagten fører til. Det herskende synspunkt for den
retlige ordning på alle områder er herefter, at alle som mennesker ere
lige. Men gennemført i virkeligheden er denne opfattelse aldrig bleven.
Selv i hine udtalelser gör de virkelige forholds uimodståelige magt sig
gældende og fører til sætninger, som, bedömte efter denne målestok,
måtte betragtes som höjst irrationelle, f. ex. ejendomsrettens anerken
delse i stedet for den absolute kommunisme. I endnu höjere grad be
kræfter dette sig, når statslivet i sin helhed betragtes, og de forfat
ningsmæssige udtalelser, hvis ufulstændighed især træder frem på disse
områder, derved få det nødvendige supplement. I nutiden vilde der
mangle al hjepimel til at påsige den moderne stat en anden opfattelse
af ligheds-principet end den, en almindelig retstheori godkender, næmlig
at der skal gives enhver den plads og stilling i ethvert retsforhold, som
dettes væsen i følge retsidéen kræver. Udførelsen af dette princip gör
sondringen mellem retsforholdenes hovedgrupper nødvendig. Men i
forfatningerne alene vil man ikke finde udførelsens hovedtræk lige ud
førlig fastsatte for alle grupperne. Broderparten i de forfatningsmæssige
udtalelser indtage reglerne for det politiske samfund. I temmelig
ufuldstændig skikkelse fremtræde bestemmelserne for det borgerlige
samfund. Færrest ere de følgesætninger, som udtales om familiefor
holdet, hvorimod retsprincipets sirnpelhed i det rene samlivsforhold
medfører, at et ord her udtommer sagen.
For det intet særeget livsfællesskab forudsættende samliv kan næmlig
lighedsprincipet ikke forstås på mere end én måde. Her er den lighed,
som begrundes ved, at alle som mennesker ere lige, netop den stilling
i retsforholdet, enhver har krav på. Yed at anerkende ligheden have
forfatningerne altså her udtalt det afgörende ord. Dermed afskaffedes
de Jævninger af ufriheds- (o: uligheds-)tilstande, som endnu vare tilbage
318
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
