Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. GOOS
fået lov til at udfolde sig, har ført til en sådan tilstand, er et faktisk
spörgsmål. Men hvad der skal erkendes, er dette, at retsordenen ikke
kan se ligegyldig til, hvad udfaldet bliver, men netop er kaldet til, al
tid vågen og rede, at gribe ind, hvor systemets frugter vilde være en
fornægtelse af det til grund liggende fællesskab. Dette er den sand
hed, der må hævdes lige ovenfor den absolute individualisme, og som
altid må blive et af de bestemmende hensyn for erhvervsordningen.
Men når formuens fællesskab er udgangspunktet, hvorfor da ikke
socialismen? Hvorfor overhovedet forlade dette grundlag, i stedet for
at bygge på det, således at samfundet også bliver ved at være al for
mues ejer med de rettigheder og forpligtelser mod hver enkelt, som
følge deraf? Hvad der altid vil påtvinge sig af sig selv under excep
tionelle forhold, f. ex. når en belejret by er henvist til at tære på et
givet, begrænset forråd, hvorfor skal det ikke også under normale
forhold kunne være den rette, alle retfærdige hensyn fyldestgørende
ordning? Svaret ligger i den ejendommelige beskaffenhed af den begræns
ning, hvorom der er tale. Det er ikke en given, uforanderlig begræns
ning. Midlerne frembringes ved menneskeligt arbejde; og er her end
en vis absolut grænse, så er det dog ikke den, der normalt rejser pro
blemerne. Men nu er det netop friheden, der gemmer i sig de kraf
tigste sporer til energisk produktionsvirksomhed og altså er det bedste
middel til at blive herre over de af begrænsningen flydende vanske
ligheder. Socialismen, der må organisere arbejdet således, at alle ud
føre et tvungent arbejde for samfundet, kan ikke på langt nær håbe
at erstatte frihedens drivfjeder. Derfor er det samfundshensynet selv,
der kræver friheden i erhvervsordningen. Men selv om man vilde for
udsætte, at friheden som arbejdsspore kunde fuldt erstattes, gör der sig
dog et höjere hensyn gældende. Det er utænkeligt, at en retsorden,
der gör alle til samfundets arbejdstrælle, kan blive stående ved at lænke
binde friheden i erhvervet. Den må nødvendig komme til at tilintet
gøre friheden i det hele. Samfundet vil opsluge langt mere end per
sonens arbejdskraft; det vil göre sig til herre over personen i det hele,
absorbere enhver leven-for-sig, al personlig selvstændighed, den hele
åndelige frihed. Åndslivets frihed har vanskelighed nok ved at hævde
sig lige overfor samfundstrykket, selv hvor dette ikke er udrustet med
retlige våben til at kue den. Her vil den ganske forsvinde. Men så
tabes ikke blot det höjere åndsliv for de enkelte, der ellers kunde have
hævet sig op over det almindelige mål et tab, som det er tåbeligt
326
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
