Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SAGAN OM RAGNAR LODBROK OCH HANS SÖNER.
Svaret er for så vidt alt givet i det foregående, som arbejdet der
er betegnet som i fortrinlig grad populært. Det er strax slået an i
publikum, der hurtig har fået öje for dets skönne og noble komposi
tioner med deres kraftige og sunde poesi og glædet sig over de smukke
og karakterfulde skikkelser, som enhver, der overhovedet har nogen
sans for stil i legemer og fysiognomier, vil erkende for ægte nordiske.
Men vilde det være gået så let, dersom kunstneren her virkelig havde
brudt nye baner? Yi må, når talen er om forsög i nordisk figurstil og om
den större eller ringere tilslutning, disse have kunnet glæde sig ved,
intet öjeblik glemme, hvorfra den almindelige forestilling om gammel
nordisk ånd og stil i det væsentlige skriver sig: ikke fra Eddaerne, ikke fra
de islandske sagaer selv, men fra nutidens efterdigtninger, først og frem
mest de Oehlenschlægerske, Det er i teorien overalt anerkendt, at der mel
lem Bddaens og Oehlenschlægers Thor som mellem sagaens og Tegners
Fridthioff er en afstand af ikke ringe vidde —at digterne vel have ydet
noget nordisk, men ingenlunde noget, der har troværdighedens præg som
kunstneriske afspejlinger af, hvad der rørte sig her oppe for tusend
år siden. Det er imidlertid disse digtere, der have opdraget os, den
nulevende slægt, og givet de billeder, hvorunder flertallet af os i fan
tasien skue oldtidens guder og helte. Kun da vil en statue eller et
billede over et æmne fra nordens oldtid kunne göre regning på øje
blikkelig og almindelig tilslutning hurtig blive »populært» når det
knytter sig nogenlunde nær til, hvad de folkelige digtere have lært os.
En »ny og storladen stil» begynder altid med at vække forbavselse,
til dels også opposition; enkelte kunne hilse og hylde den strax; pu
blikum som helhed må forberedes og tilvænhes, för det bliver fortro
ligt med den og får den kær.
Professor Malmströms figurstil er i det her omtalte værk lige som
Oehlenschlægers en overgangsstil. Hans skikkelser ere helt igennem
nordiske og som sådanne både skönne og kraftige, men i sagadigt
ningen have de ikke deres rod; den voxer hos vort eget århundredes
digtere. Hermed sigtes ikke til de meget få blade, hvor en afgjort
moderne følelse gör sig gældende, som i Aslögs og Ragnars afsked
eller i billedet til manden med jærnskoene, hvor det lille italienske
pigebarn, der tigger om »una piccola moneta» står på en gang så mor
somt og så lidet i sammenhæng med det øvrige; sådanne træk glem
mes let over værkets mange sindrige enkeltheder som f. e. den så
fortræffelig undfagne og udførte idé at stille det restavrerede »Stone
henge» op på kamppladsen, hvor Ragnar klemmes mellem skjolde.
Hovedsagen er over for dette væsentlige spørgsmål, at hele den følelse,
hvoraf værket er præget, kun i samme forstand er gammelnordisk, som
de oven for nævnte digtninger ere det. Sagaskikkelserne ere i sig
selv mere storladne og simple i holdning og fysiognomier, bredere og
mindre detaillerede i deres udtryk, mindre »psykologisk interessante»,
439
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
