Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KANTS JUBILÆUM.
så fandt sin egen indskriden nödvendig. Således vil netop det komme
frem, som Kant selv anså for det væsentlige og eiendomlige ved sin
filosofi; man finder det for Kant centrale.
Den allerede ovenfor nævnte dr. Yaihinger, der i anledning af ju
bilæet har begyndt udgivelsen af en commentar til »Kritiken» (Com
mentar zu Kants Kritik der reinen Vernunft. Erster Band, erste Hålfte.
Stuttgart 1881), et verk, der ved sin grundighed og rent objektive
standpunkt foreløbig danner en værdig afslutning på den nuværende
strid om Kant i Tyskland, begynder sit verk med en indledning, hvor
han gjör rede for denne Kants historiske stilling og sætter derved »Kri
tikens» indhold i et mærkværdigt klart lys. 1 vor fremstilling af den
kantiske filosofis grundtræk tillade vi os derfor at fölge ham.
For Kant stillede samtidens filosofi sig som en modsætning mellem
Leibnitz’s og Huraes lære. Han overså de mange mæglingsforsøg
mellem disse to systemer, der var gjorte af populærfilosofien. Han
greb tilbage til de fundamentale modsætninger for gjennem dem at
realisere en virkelig synthese. Den nærmest af Leibnitz repræsenterede
retning kalder han dograatismus, den af Hume repræsenterede empi
rismus eller -skepticismus; i modsætning hertil er hans eget system
kriticismus. Det fremgår af denne inddeling, at Kant betragtede de
filosofiske strømninger fra et methodologisk standpunkt; de forskjellige
systemer betegner for ham ikke så meget en hævden af en spirituali
stisk eller materialistisk verdensanskuelse, men en forskjellig methode
at filosofere på. Kants ytringer om de filosofiske retninger viser, at
hans inddeling af dem mere specielt er rettet på
1) formen eller methoden
2) indholdet eller objektet.
Han spörger först, ved hvilken methode vi kommer til en virkelig cr
kjendelse, ved en apriorisk, deductiv eller ved en empirisk, inductiv.
Det næste spörgsmål er, hvorvidt denne methode strækker sig; hvilke
objekter kan den række? Kan denne methode mægte også de over
sandselige gjenstande, eller må den renoncere herpå og holde sig in
denfor erfaringens grænser? Man ser, at dette andet spörgsmål også
væsentlig er methodologisk; Kant spörger, hvilken den rette methode
er, og hvor denne methode efter sit væsen alene kan finde sin anven
delse. Kants inddeling er således helt igjennem erkjendelsestheorctisk.
Systemernes erkjendelsestheori, ikke deres metafysik,, er bleven det
væsentlige. Metafysiken er bleven afhængig af erkjendelsestheorien.
621
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
