Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordisk tidskrift. 1882. 3
P
. A. HEIBERG OG THOMAS1NE GYLLEMBOURG.
selsdag 1829 (s. 464), i hvilket brev han tillige nævner, at han, da han
gik’* i landsflygtighed, medtog fire portræter af hende, »og dem har jeg
bestandig gemt som en helligdom.» Også den hensynsfulde og skån
somme dom, som han overalt hvor han er sig selv mægtig, fælder om
hendes fejltrin, samt hans villighed til forsoning efter alt, hvad der er
foregået, peger i samme retning. At fru Gyllembourg derimod aldrig
har haft kærlighed for sin mand, udtaler hun selv åbent til ham (s. 159).
Det er nu naturligvis meget undskyldeligt hos en så ung pige, men det
bliver dog altid en fejl, at hun desuagtet modtog hans bejlen, og det
bliver hendes fejl alene, og kan aldrig lægges over på ham, så længe
det ikke kan bevises, at han bar afnødet hende hendes ja ved at udøve
et tryk på hende gennem faderen eller ved andre uværdige midler, som
det sikkert har ligget ham aldeles fjærnt at anvende. Udg:s almindelige
betragtninger s. 12—13 kunne gærne være sande i og for sig, men der
foreligger ikke det mindste, der berettiger deres anvendelse på Heiberg
i dette forhold.
Ud fra dette grundlag skal jeg nu ved hjælp af de spredte antyd
ninger, der foreligge, søge at skitsere, hvorledes ægtefolkenes indbyrdes
forhold synes at have udviklet sig, og denne fremstilling kommer til at
fjærne sig en del fra udg:s, der i et og alt er fru Gyllernbourgs egen,
uagtet det dog er indlysende, hvor misligt det er udelukkende at hen
holde sig til den ene part, især når denne parts hovedinlæg er et sådant,
som fru Gyllernbourgs brev om skilsmissen, der nedenfor skal blive karak
teriseret.
Det kan nu ikke nægtes, at Heibergs valg var så ulykkeligt som vel
muligt. Han var 32 år og begavet med en overordentlig skarp forstand
og en levende kritisk sans. At han ikke manglede hjærte, som fru Gyl
lembourg et steds på en mindre fin måde synes at hentyde til over for
Gyllembourg, har han siden til fulde vist, særlig i forholdet til sønnen;
men han havde denne tilbøjelighed til at skjule sine følelser under en
hård og ironisk skal, som ikke sjælden findes netop hos ædle og stolte
mænd. Hun var åndelig og legemlig et rent barn, hjemmets afgud, for
vænt og forkælet, opfyldt af allehånde overspændte, romantiske ideer,
som stemmede så vel med hendes natur, hvori følelsen aldeles havde
overtaget over forstanden, om hvilken hun oftere udtaler sig med foragt.
Endnu 10 år senere blev hendes romantik stundom endog hendes elskede
Gyllembourg for meget, som det ses af hendes ytringer i et brev til ham
fra juli 1802 (s. 322). Det er derfor intet under, at Heiberg i begyn-
33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
