Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L. DIETRICHSON.
inöde med den bemærkning, at han selv ikke har vidst bedre end at
det var den store Praxiteles her var tale om; men hele denne formod
ning smelter som dug for solen, når vi få öje på, hvor nöje denne
gruppe netop passer indenfor rammen af den karakteristik, der betegner
den store Praxiteles og hans verker.
Til denne må vi derfor gå over og vi skulle se enhver tvivl om,
hvorvidt han eller en anden er ment, absolut forsvinde. Overfor spørgs
målet om original eller copie må tilsidst et blik på selve figuren være
det afgjörende.
Til stötte for at vi virkelig stå foran et originalverk af selve den
store Praxiteles tjener foruden den omstændighed, at Pausanias, for
domsfrit læst, directe udtaler det, og at aldrig nogen tvivl om dette
steds betydning som gjældende en original af den berömte mester var
rejst för efter fundet fölgende omstændigheder:
1. Et blik på Praxiteles’ kunstnerkarakter i almindelighed. Tydeligt
udtaler sig i alt, hvad vi vide om Praxiteles’ verker gjennem literaturen
og gjennem antike copier, det, som har været det 4de årh:s plastiks
store modsætning mod Phidiastiden. Mellem dem ligge de store tragi
keres, Aristofanes’, Sokrates’og Platons indflydelse; disse mænds virken
er nu bleven et med, bleven kjöd og blod af folkets egen bevidsthed;
og i kunsten vibrerer det nyvakte liv måske allerstærkest. Philosophien
havde efter et græsk ord Sokrates fört ned fra himlen og ind i de
menneskelige hjerter; menneskesjælens fineste bevægelser som dens
stærkeste lidenskaber var i flugt hermed bleven kunstens ejendom og
gjenstand, efteråt have været philosophiens det individuelt menneske
lige fandt nu sit udtryk også i de gudeskikkelser, som denne tids kunst
skabte; guderne thronede ikke længer som Phidias’ Zeus, som Polyklets
Hera i fjern, olympisk storhed; i deres bryst bankede et menneske
ligt hjerte, de gjennembævedes af de samme følelser og lidenskaber
som de dødelige, kun större og skjönnere og skildringen af disse
menneskeligvordne gudeskikkelser var det den yngre attiske skole
overtog i Skopas og Praxiteles. Mens det ste årh:s Zeus og Athene og
Hera som sagt vare ophöjede, store og fjernt thronende guder, er elskovs
guden nu selv bleven elskende, jagtgudinden zittrer af jagtlyst, krigs
guden fnyser af stridsmod, Dionysos svulmer af ungdomsglæde; netop
nu, da troen på guderne begynder at dö, drager endnu engang i kunstens
verker Olympen i fuld herlighed forbi os; i modsætning til den forrige
periodes få, store, ældre guder drager nu et helt pantheon af de unge
130
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
