Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
A. D. JØRGENSEN.
bek søger et nyt grundlag for en endelig opgørelse med hertug Valde
mar, der her nærmest står som ordfører for den jydske folkebevægelse.
Medens hertugen for sit eget vedkommende med ed fralægger sig al del
tagelse i grevens drab, udelades enhver bestemmelse om drabsmændene i
det endelige forlig, og hertugen bliver den retlige mellemmand mellem
panthaverne og den danske krone. Nørrejylland skal altså overlades ham,
og det på billigere vilkår, end det var fastsat i forliget med grev Gert,
men han overlader det igen til junker A’aldemar, som ægter hans søster
Helveg. Brylluppet holdtes som bekendt strax efter på Sønderborg, og
de to ætlinge af den gamle danske kongestamme fremtrådte derefter med
hinanden på Viborg landsting, St. Plansdag, for at stævne almuen til
kongevalg ugedagen efter. På denne dag (lørdagen den 1 Juli) ned
lagde hertugen højtidelig sin kongeværdighed og løste folket fra enhver
forpligtelse til sig, lige som der fra alle sider lovedes glemsel med hen
syn til fortiden. Derefter kåredes Valdemar Kristoffersen til konge, og
biskop Simon nedbad himlens velsignelse over rigets fremtid. »Da hå
bede alle», siger den lybske krönike, »at de skulde være fri for Hol
sternes svare tvang.»
Dr. Erslev har i sin anmeldelse af Reinhardts bog med stor styrke
eftervist og påanket hans tilbøjelighed til at forsvare kong Valdemars
politik: der haves stadig en dobbelt målestok for de handlende personers
bedømmelse, én for den danske konge og en anden for hans modstan
dere, og ros og dadel får jævnlig sit udtryk i kraftige, ofte voldsomme
udtryk. I denne kritik har dr. Erslev utvivlsomt ret. Den uafbrudte
dommen over personernes karakter og bevæggrunde er i höj grad træt
tende og ægger til jævnlig modsigelse; for læsere, som står på et væsen
lig andet stade end forfatteren, f. e. Tyskere, må den være næsten utå
lelig. Men en noget ældre kritiker end dr. Erslev vilde dog næppe have
givet sin uvilje herover til kende uden tillige at udtale sin sympati for
det sindelag, af hvilket denne historieskrivning er fremgået. Den bræn
dende fædrelandskærlighed, som Reinhardt også i andre skrifter har lagt
for dagen, var, da han skrev dette arbejde, såret på det dybeste, ikke
blot ved et nederlag, hvis nationale betydning den nærmest følgende
generation kun har været alt for tilbøjelig til at tilsløre, men også ved
en række nedsættende domme og hårde angreb, som fjender så vel som
tidligere venner netop den gang rettede imod os for at undskylde deres
202
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
