Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. ROSENBERG.
Vers have overalt oprindelig været sungne; bag den metriske
rytme ligger den musikalske. Denne fremkommer ved forening af to
slags lydindtryk: enhver tone må vare en vis, i forhold til de andre
toners varighed, afmålt tid, ellers kan tonerækken ikke komme til at
göre noget som helst indtryk af orden og skönhed; men derhos må,
for at et rytmiskt indtryk skal fremkomme, tonerækken adskille sig i
lige lange led: »takter», som göres kendelige for øret ved lydforstærk
ning af den første tone i ledet: »taktslag» (i visse taktarter to gange i
hvert led: stærkt og svagt taktslag). I sproget findes begge slags
lydindtryk: enhver stavelse kræver sin tid, större eller mindre, har en
vis udtalevarighed »kvantitet» —; og talens led o: ordene, sætnings
delene, kunne ikke adskilles uden ved lydforstærkning af de stavelser,
som udtrykke ordenes begreb eller, i en ordrække, det begreb, hvorpå
efter sammenhængen tankevægten hviler »accent». Begge slags lyd
indtryk kunne bruges, og ere bievne bragte til at frembringe metrisk
rytme; men de kunne ikke bruges i forening. Der er næmlig
ingen sammenhæng, intet konstant forhold imellem dem, således at de
lange stavelser altid skulde være accentuerede, de korte ikke accen
tuerede; i det mindste ikke i noget indiskt-evropæiskt sprog. Man
har følgelig måttet vælge. Hvor stavelsernes ulige udtalevarighed op
fattedes grant og levende, men derimod accentindtrykket var svagere,
der byggede man vers-rytmen på det førstnævnte princip, men så kunde
accenten ikke få metrisk betydning; således var det hos Grækere og
Romere, hvis vers grunder sig på »somliga stafvelsers användbarhet till
att utmärka längre, andra stafvelsers användbarhet till att utmärka
kortare tidsmoment inom takten» 1. Hvor derimod uligheden mellem
stavelsernes tonevægt føltes levende, deres ulige udtalevarighed min
dre klart, der byggede man rytmen på skiftet mellem de på denne
måde fremhævede og ikke fremhævede stavelser; men så kunde kvanti
teten ikke få nogen rytmisk betydning. Således har det sandsynligvis 2
altid været hos de germanske folk, således er det i alt fald nu; thi
vel kræve ingenlunde stavelserne lige lang tid; der er tvært imod
1 I latinske hexametre iagttages det, at den logiske accent og det metriske
taktslag falde sammen i de to sidste fodder; man har altså hørt accenten og har
brugt den metriskt; men som undtagelse stadfæster denne kendsgærning netop
reglen, at der i antike vers ikke tages hensyn til tonevægten.
2 Man behøver ikke her at være uvis. Alle oldgermanske vers bære mærket
af at være rene accentvers på panden, næmlig bogstavrimene, som kun blive hørlige,
når deres stavelser ere accentuerede; følgelig åbenbare de, at accenten har været
hørt, endog meget stærkt, som det lydindtryk, der i skifte med sin modsætning
frembragte rytmen.
276
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
