Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
TO NORDISKE VERSARTER.
lig cæsur» i midten og frihed til visse accentomflytninger. Således optog
Ohlenschläger det i »Thors Rejse» (begyndt 1802), med sammenlimning
af halvversene. Skönt han åbenbart ikke havde opfattet formens væsen
og derfor aldrig tillader sig pavser, undtagen hvor de fremkomme ved
accentomflytning, også tidtnok den dipodiske bygning forsvinder, klinger
denne dog for det meste igennem; senere anvendte han verset i firelinie
trofer og ustrofiskt (i »Rolf Krake») med stigende dristighed i brugen
af pavser og tonelös indgang. Andre digtere fulgte efter, også norske,
enkelte islandske (J. Hallgrirasson, G. Thomsen), fremfor alle Hauch og Chr.
Winther, mesterlig især i »Hjortens Flugt» (1855), Vel har man ingen
lunde passet nok på, om også de stavelser, der skulde bære det svage
taktslag i sammenstod med det stærke, vare i stand hertil; også have
digterne, ledede af forestillingen om en iambisk grundrytme, ej alene
jævnlig brugt koriambisk accentomflytning foran i begge halvvers, t. ex.
Et übesindigt løfte, ret som en sygdom ful,
undergraver bag hemmelige skjul
hvad vel er fremmedt for toliniestrofen som sang-form, men meget godt
og uden forstyrrelse for rytmen går an i talevers —; men de ere også
derfra komne til ellers at udfylde mellemrum med 2 stavelser, hvad übe
tinget forstyrrer rytmen, hvis gang ikke tåler det derved fremtvungne
jag i fremsigelsen. Hovedsagen er imidlertid, at de, øjensynlig med
stedse skarpere öre for det dipodiskt gyngende, som er rytmens væsen, have
brugt de derved betingede lydmidler, fremfor alt pavserne med stedse
voxende sikkerhed og frihed, og derved, uden at tænke derpå, genfödt i
forædlet skikkelse det folkevisevers, som vi have i den yngre toliniestrofe h
I Sverige derimod, hvor folkedigtningen netop især har uddannet
denne versart, og hvis sprog er så meget rigere på midler til at fyldest
göre dens krav, er man takket være den klassiske og franske dan
nelses overmagt ikke kommen videre, så vidt mig bekendt, end til
at optage Hildebrands-strofen och Nibelungenstrofen i reguleret form,
d. v. s. som regelrette tveleddede og sexleddede iambiske vers, med svag
1 Jeg må forövrigt henvise til Reckes undersøgelser (11, s. 68—128). Vel ud
folder sig her hans »systematik» mere afskrækkende end nogensinde, med en rent
öredövende mylder af underlige fodinddelinger og fodbetegnelser, som dog aldrig
kunne forklare, hvorledes man fra den forudsatte iambiske grundrytme, altså skridt
gang, kan komme ind i en bevægelse, der tillader idelig at bortkaste tonelöse sta
velser, d. v. s. hoppe på ét ben i stedet for at gå. På den anden side ere Reckes
iagttagelser af touevægtsforholdene i det enkelte og af deres virkninger måske ingen
steds rigere eller rigtigere i sig selv om de end udlægges galt; især kan man
lære af hans udmærkede oversættelse af Nibelunge-nots Iste aventiure. Ingen me
triker har gjort sig mere fortjent af vort kendskab til den her omhandlede form.
503
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
