Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. ROSENBERG
bærer »-kan» sin tonevægt op lige så godt som »-män»; siger jeg der
imod :
Imens jeg går til kir — hen, at vække op min far,
så synes midtrummet utilstrækkelig fyldt; det svage taktslag vil falde
efter »-ken», i halvversskellet. Man sammenligne: »Den äld - sta» og
»Den æld - ste», »he - liga» med »hel - lige», »ling - rarna» med »fing - rene»,
»fag-raste vår» med »fej - reste vår», »su - sawde vind» med »su-sewde
vind» det er store idelig brugte ordklasser, hvori levis giver sven
sken et stort forspring for dansken. Hvorvel den yngre toliniestrofe
ikke, som Recke mener, er udelukkende svensk, thi den er også dansk
og norsk, især i yngre tradition, bl. a. for få år siden funden i stor ud
strækning i Jylland (se E. T. Kristensens »Jydske Folkeviser»); det er
dog intet under, at den fortrinsvis er svensk, ja i Sverige har affodt
nye strofer: en fireliniet, med tre tveled i 2det og 4de vers, svarende
til de tre enkeltled i den gamle fireliniestrofe;
Om alla dessa bär- gen de voro utaf guli
alt vatten vore vandt uti vin, . ~
fast häller såge jag, denna skönaste jungfru
hon vore allrakä- rasten min;
samt den smukke syvliniede strofe, vi kende fra Yermelandsvisen.
Des mærkeligere er det, at, medens den omhandlede versart aldrig
er bleven optagen med sin væsentlige ejendommelighed i svenslt konst
digtning, er den dansh-norshe meget rig pä analoge former. Disse skyl
des vel ikke folkelig-nordisk påvirkning; det er Kibelungenstrofen, som
ligger bagved. De vers, hvoraf denne er sammensat når vi se bort fra
den særegenhed i Kiebelungenlied, at den fireliniede strofes sidste halvvers har
fire udfyldte taktslag —stemme i alt væsentligt overens med vor toliniestrofes,
navnlig i de to hovedtræk: den dipodiske bygning og brugen af pavser,
så det er ikke underligt, at Hauch (i efterskriften til hans alderdomsdigt
»Valdemar Sejr») har kunnét kalde Nibelungenverset identiskt med mange
af vore kæmpevisevers. Identiskt er det dog ikke. Det har sine egen
heder. Det svage taktslag kan jævnligt bytte plads med det stærke
men meget sjældent indeholder et vers mere end fire stærkt tonevaigtige
stavelser, så det er ikke rigtigt, når Recke siger, at alle tonevægtige sta
velser ere lige gode; versets midte er tidt svagere bygget, så at tveled
dets svage taktslag falder i halvversskellet i alt fald for nutidsören,
da tysken har tabt bitonen på rodords anden stavelse; endelig er den
samme udfyldning, som vi have i »Liten Karin-visen» forholdsvis meget
hyppigere. Man opfattede da verset som en sexfodet iambe med »kvinde-
502
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
