Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIEBBNBBB.6, SCHACK STAFFELBTS DIGTE.
Ganske således forlod han jo tre år senere, da alt håb om poetisk eller
filosofisk produktion i större stil glippede for ham, igen hoffet, hvor han
nu havde en langt bedre stilling, og begravede sig som amtmand i den
törreste juridiske prosa. Og den vigtigste grund står tillbage, nemlig de
lidenskabelige og fortvivlede klager over, at han ikke kan forme, hvad
han önsker, som i digtsamlingen af 1808 for förste gang træder os i møde.
I »til våren» skildrer han sit »sangsalige forår»:
I »den unge digters klage», der er en åbenbar personlig bekendelse, hed
der det endnu kraftigere:
Dybt i afmagts kvalme afgrund bunden
går jeg levende ned i min grav,
og han skildrer sig selv som fuldstændig udbrændt og udtømt i disse
schillersk pragtfulde linjer:
Ak, i alt det ypperstes beskuen
brænder skjalden, lig det tændte ved:
op til stjærneriget stiger luen,
asken viser brandens døde sted , . .
Lig en henrykt martyr, lagt på bålet,
har jeg, ak! mit helgenliv udstrålet.
Lige så betegnende er »kransen», der sammenlignet med »indvielsen» fra
1803, hvortil den tydelig nok skal være et sidestykke, næsten ser ud som
en tilbagekaldelse. Den gang var det i den frodige sommeraften musen
kom og gav ham det kys, der vil vedblive at brænde på hans læbe til
det lykkes ham at »drage himlene ned», lykkes ham at fremstille idealet
i sin sang, men nu er det efterår, blomsterne er borte, og fuglene tie,
og kun i erindringen, i den stille nattetime, ser han musen komme og
række ham en krans,
den jordiske ej, den himmelske krans,
indviende til alherligheds glans,
indviende ham ikke til digterbedrifter, men til døden. Dette er noget
fuldstændig nyt hos Staffeldt og en afgjort modsætning til tonen i hans
förste digtsamling; der fandt vi den vel ofte vemodige, bekymrede eller
lidenskabeligt længselsfulde, men altid stolte og selvfølende higen efter
at »drage himlene ned», men nu står kun »kvalen» over, at »hans frem-
da blev hvert indre
dyrket billed
uden for til.
Men nu!
Ikke formår jeg
mere at skabe,
hvad jeg begærer.
En gud hensegner,
over ham styrter
hans grundlöse verden.
556
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
