Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
LIEBENBEKG, SCHACK STAFFELDTS DIGTE.
Det er det hele, men man ser let, at tages ordet uskyldighed her i dets
almindelige betydning, bliver digtet lige frem meningsløst. Sagen er, at
det at være til, særlig det at være et jeg, det »til et at skille sig fra alt»,
det »at spænde selvkraften fra nødvendighedens sejrsvogn», det betragter
Staffeldt her ikke længere som et frugtbart udviklingstrin eller dog som
en blot ulykke men slet og ret som en brøde, ja som det rette radikale
onde, synden i egentlig forstand, der kun kan sones men også sones fuldt
ud ved at dø; först når det at leve er brøden, kan det at dø og det at
være uskyldig blive det samme. Utvetydig siges alt dette i det store
lærerige digt »det ene». Tilsyneladende gentager det vel kun, hvad Staf
feldt så ofte har udviklet, at længsel er vort höjeste gode, at der har
været en bedre tid, hvor
og at denne tid igen skal vende tilbage, men i det han nu nærmere vil
skildre denne gyldne fremtid, vender bladet sig, det genfødte livs mysti
ske herlighed forsvinder, det drömte ideal viser sig at være illusion, ikke
blot må al bevidsthed og alt liv, ja den hele natur opløses, för guld
alderen kan komme, men de blive i fuldt alvor til intet, ti det er netop
deri, i den tomme bevidstløse enhed, saligheden består. Det siges med
rene ord:
. . . selvhed 1 er i naturen det rasende opror,
og den uhyre synd friheds gigantiske barn.
Selvhed er sönnens opror mod den, som livet ham skænkte,
ikkun sönnens død soner forbrydelsen af.
Så forgå da natur, lig feberens grundløse blændværk,
og helbredet fra dig, langsomt, med tidernes løb
stræbe det affødte liv til verdens salige hjærte,
og i enhedens skød, sonet, bevidstheden dø.
Således er det gamle hos Staffeldt blevet nyt; han higer stadig efter at
se det timelige svinde i det evige, men det er ikke mere mod det evige,
men bort fra det endelige, han længes, ikke til Gud, men bort fra sig
selv. För stod han som lærlingen i Schillers digt foran gudindens til
slørede statue og drömte om den uendelige skönhed der bag ved, nu er
illusionens slør faldet, og tilværelsens sidste ord synes ham at være død,
døden og så intet mere. Nu drömmer han ikke om at blive guderne
hvor saligt må det ej være der,
hvor ikkun det hele formen er,
1 Selvhed, det er Selbstheit, hos Staffeldt oftest lig selviskhed; her svinger
ordet på karakteristisk vis mellem betydningerne egoisme og bevidsthed og betegner
netop den selviskhed at være et selv, indtil det tilsidst til overflod afløses af ordet
bevidsthed.
Ug, nu hedder det:
naturen barnlig udtrykked
i det troeste præg faderens evige træk,
560
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
