Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HELENE NYBLOM.
De romanske folk have en anden fare for at skride over målet. De
deklamere ikke, de rase. De middelmådige skuespillere have i Syd-
Europa en ren mani for at skrige og stampe. De gå og lure i en tra
gisk rolle og lade beherskede, men de slikke sig hemmelig om mun
den og vente på det förste öjeblik, de have mulighed til at slippe lös, og
da —ve den, der står i deres vei ! De stampe som heste, bröle som
tyre og mishandle deres egne arme kroppe, som om de vare slupne ud
af et galehus.
Selv Italienernes berömte og elskede Saivini var ikke fri for denne over
drevne lidenskab, der i det mindste ikke forekommer os nordboer naturlig.
Således som han f. ex. spillede Othello, vilde han ikke tilfredsstille mange
af Shakspeares nordiske beundrere. Han så hos Othello hovedsagelig den
dyriske vildhed, den rå og brutale blodtörstighed ligeoverfor det offer, på
hvilket han havde kastet sin mistanke, og han gengav den scene, hvori
Othello dræber Desdemona, således, at han længe forfulgte hende, som
en kat jager en rotte, rundt om et bord, fik så tilsidst fat i nakken
på hende og kylede hende igennem en portiere ind i et tilstödende væ
relse, hvorfra hendes jammerskrig trængte så sønderslidende ud, at man
ret fölte, hvor grundig det sorte bæst var i færd med at kvæle hende
derinde. Siden kom han ud og dræbte sig selv i sidste scene, idet han
med en stor gestus tog. sin krumsabel og filede halsen over på sig selv, så
det knasede.
Det krasse og overfladiske i denne Salvinis opfattelse af Othellos
karakter slog en dobbelt ved sammenligningen med Fechter, som samme
år spillede Othello i London. Fechter, der, som man ved, var halv
Franskmand og halv Englænder, havde set ganske anderledes dybt ind i
Shakspeares tanker. Han havde forstået, at Othello i grunden er en
god og barnlig natur, hengiven og beundrende, og desuden en fornem
mand i ordets bedste betydning. Alene Fechters förste entrée, hvor han
med stille værdighed skiller de stridende ad, viste hvilken indflydelse
Othellos rolige, imponerende personlighed har. Men han er en mand,
som, når hans lidenskaber engang ere blevne satte i bevægelse, ikke har
besindighed eller karakterstyrke nok til at kunne styre dem, men bliver
som et ulykkeligt, forvirret barn en legeboldt for bagtalerens snedighed.
Fechter forstod så stærkt at give det forurettede, det mishandlede i
denne primitive natur, og forstod således at fremstille hans sjælekvaler
og nöd, at han bevarede tilskuernes sympathi til det sidste. Man så, at
han led mer end Desdemona, og at han gjorde den dybeste bod derfor.
334
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
