Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SANDHED PÅ SCENEN.
selv, og det er ikke længer en imitation man ser, eller en illusion, man
erfarer, det er en virkelighed, man oplever. Men at opnå denne evne
til at være sand og naturlig synes at være den störste kunst af alle, thi
så få, kun de allerbedste, opnå den helt.
Den störste fare for de dramatiske kunstnere synes nu og altid at have
været den, at de gerne ville deklamere. Når man horer, hvad Hamlet siger
derom, forstår man, at det også i det gamle England var det svage punkt
ved theatret, og til alle tider har det været alle tænkende menneskers be
kymring, at de dramatiske kunstnere, der var frie for al deklamation,
kun hörte til undtagelserne.
Ved de skandinaviske og tyske theatre have vi endnu denne gen
tile måde at gå og tale på, så snart skuespillerne komme op i den höjere
stil. Ja, det har hos os i Sverig set ud, som om, jo höjere plads en
digtet person beklædte, des mer var det hans pligt at tale i en slags
prædiketone og göre pauser, aldeles meningslöse pauser, mellem ordene,
og tilsvarende meningslöse pauser mellem sine imponerende skridt. En
konge, hærforer eller statsmand kunde naturligvis aldrig tale hurtig,
det måtte altid ske med anstand og værdighed, og spillede man tragiske
dramaer, var det ligesådan. Det var ikke nok, at helten og heltinden, når de lå
på deres yderste, fremstödte de sidste ord med behörige mellemrum, nei,
alene bevidstheden om den sorgelige ende på historien gjorde det nöd
vendig for de respektive spillende fra stykkets begyndelse at bevæge sig
i en slags gravtakt og at holde deres taler som en slags ligprædiken.
Det store skuespil ligger nu som regel ikke for os nordboer. Vi
blive generede i de store affecter, og derfor affecterede. Naturligvis have
også vi havt undtagelser, og de skandinaviske theatre have hver havt sine
storheder ingen nævnt og ingen glemt der ligesom genierne i alle
lande udgöre undtagelser fra regelen; men overhovedet ligger det store
skuespil ikke naturlig for nordboerne. Svenskerne få altfor let en falsk
theaterpathos, og Danskerne have i deres naturel egentlig slet ingen fölelse
for pathos: alt, hvad der lofter sig over slettelinien, anses som unaturligt
og bliver hurtig genstand for satire.
I hvilken grad de endnu i dag kunne spille sentimentalt og opskruet
på de tyske theatre, selv theatre af förste rang, så snart det ringer sam
men til det store drama, kan enhver, der har overværet en sådan’forestilling,
selv göre klart for sig. Hvad Tyskerne i den henseende kunne fordöje,
vilde vist selv de mest pathetisk-sentimentale Svenskere have ondt for
at fa ned.
333
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
