Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VEXLINGER I VEIRLAGET GJENNEJI TIDERNES LOB.
store strækninger har liden sandsynlighed for sig og kan også undvæ
res, som vi snart skal se, når det gjælder at forklare sådanne sprang i
udbredelsen af hele grupper af arter som dem, vi ovenfor har påvist i
Norges flora. Vi har nemlig også en anden forklaringsmåde, som först
blev fremsat af Englænderen Edvard Forbes. Han antog (og med ham
antager de fleste nyere plantegeografer), at fortidens klimatiske vexlin
ger speiler sig i nutidens dyr- og planteliv. Han var den förste, som
viste, at istiden har efterladt sig tydelige spor selv i nutidens flora.
Arktiske arter gjenfmdes på fjeldene i de middelvarme jordbclter. Un
der og strax efter istiden voxte disse arter selv i lavere bredders slette
lande. Da veirlaget blev mildere, trak de sig tilbage til det höie nor
den og de höie fjelde; i de varmere sletter måtte de vige for nye
indvandrere, og således er det gået til, at vi gjenfinder höinordiske plan
ter på Europas fjelde.
Dersom vi nu vil anvende en lignende forklaringsmåde på artgrupper
nes spredte optræden i Norge, da må vi imidlertid erindre, at afstandene
her er mindre, om der end ofte er sprang på flere breddegrader mellem
de steder, hvor den samme art er funden. Vi må derfor undersöge, om
den geologiske forklaringsmåde af Norges flora leder til sandsynlige
slutninger, og om disse slutninger kan stöttes ved andre grunde.
Det er, geologisk talt, ikke længe siden, at hele vor halvö var
dækket med en indlandsis, som strakte sig lige ud til de yderste skjær,
og hvoraf kun enkelte af de hoieste tinder ragede frem ligesom nuna
takkerne på Grönlands indlandsis. Det er klart, at störstcdelen af vore
planter dengang ikke kunde voxe hos os. Men den nulevende flora er
ældre end istiden. Thi en hel del nulevende arter lindes i kullag, som
er ældre end denne’periode. Barlind, fure, hassel, gran, vidicr o. s. v.
lindes i skiferkullcne i Schweitz, England o. a. st., i lag, som dækkes
af indlandsisens grundmoræncr. Således må vor flora have levet under
istiden i egne, som var isfrie, og den må være indvandret til os, da
veirlagct blev mildere og isen trak sig tilbage. Og derfor har vor
halvö ikke eicndommelige arter; thi vore planter indvandrede fra ud
landet, og det er så kort tid, siden de kom, at de ei har fået tid til
at ændre sig.
Tör vi nu anvende den geologiske forklaringsmåde på vor flora,
da må vi slutte, at indvandringen skede under gjentagne vexlinger af
klimatet. Efter årtusinder med et strengere veirlag, som begunstigede
indvandringen og udbredelsen af nordligere og ostligere arter, fulgte
55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
