Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MARIA SORTER.
med Goldsmith; man gættede på Bulwcr, som den gang havde udgivet
Caxton og derved vist, at han kunde slå ind på nye baner man
gættede på mange andre. Kunde det være en kvinde? Det var Dickens,
der först ydrede den formodning; Thackeray så vel som forfatterinden
Mrs Oliphant påstode, at ingen kvinde kunde have skrevet den. Den
almindelige mening var, at det måtte være en præst, der var forfatter
til den, lige som man i sin tid havde taget det for afgjort, at det var
en dygtig theolog, der havde oversat Strauss.
Det ligger ganske vist nær at sammenligne George Eliots bog
med Goldsmiths, men jeg må tilstå, at det var med utålmodighed, at jeg
læste »Vikaren» efter at have læst »Amos Barton», George Eliots förste
fortælling. Det forekom mig kun spög med doktor Primrose, medens
George Eliot er så gribende alvorlig. Det er midigt, at Goldsmith har
liere så megen humor; men hvad i »Vikarens» liv er så gribende som skild-
O O 7 n
ringen af Mrs Bartons dödsleje? Barton er lige så upraktisk som Prim
rose, men hvilken af Goldsmiths kvinder kan sammenlignes med den
elskelige korsdrageriude, Bartons hustru? Det er först ved at se hans
dybe, inderlige sorg ved hendes dödsleje, at vi tilgive ham hans mangler,
og at han kommer i et sandt hjærteforhold til sin menighed.
Og så kommer George Eliot hverdagslivets sandhed meget nærmere
end hendes berömte forgænger, der ikke så sjældent bruger overdrivelse og
sætter sig ud over det sandsynlige for at holde fortællingen gående. Og
hvor er moralen hos Goldsmith? Kan man om hans bog sige, hvad Dickens
sagde om George Eliots förste bog, at »læsningen deraf gör os visere
og bedre»? Det forekommer mig, at vi kun kunne sige, at den morer os.
I den anden fortælling af »Scener af præstelivet» er det præsten
selv hr Gilfil, der er os til eksempel; hans uegennytte står stærkt i
modsætning til den egenkærlige Wybrow, som »af pligtfulclsc altid
vælger det, som er behageligst for ham selv». Mr Gilfil viser sin
menighed vejen, mindre ved theologisk veltalenhed end ved sin vandel.
Lige så Mr Tryan i den sidste af disse skitser. Plan omvender Janet
ikke ved afhandlinger om tro uden gærningcr eller gærninger med eller
Q O o o O
uden tro, mon han vinder hennes tillid, og opnår derfor hendes om
vendelse ved at fortælle hende om sin egen store synd, som han aldrig
kan afsone, men som han, siden han har set den i hele dens afskyelighed,
kun har levet for at afværge fra andre.
To år senere udkom »Adam Bede» der lige som tidligere Waver
ley gjorde epoke i boghandelen; alle vilde læse den, og hos dem, som
296
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
