Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GEORGE ELIOTS ETHISKE BETYDNING.
foryngelse af mit liv». Hun havde da besluttet at indgå ægteskab med
Mr Cross. Det fuldbyrdedes 6te maj 1880.
»Ved mit ægteskab er jeg blevet mig selv igen jeg begyndte
at blive hård, og hvis jeg havde bestemt mig anderledes, tror jeg, at
jeg vilde være blevet meget egenkærlig. Daglig at fole en elskelig
natur nær ved mig og at være taknemlig derfor er en kilde til ömhed
og styrke til at bære. Hun og Mr Cross gjorde en rejse til Italien.
Efter deres hjemkomst blev hun syg og döde den 22 dec. 1880.
Betragte vi George Eliots liv, som det nu ligger for os i hendes kor
respondance og dagboger, må vi sige, at det var sjælden lykkeligt, og det
var en lykke, som tiltog med årene. I sin ungdom havde hun til
bøjelighed til melankoli og til at mistvivle om nogensinde at blive til
gavn, og den slags mistillid spildte megen tid for hende, »der skulde
være tilbragt i ungdommelig energisk virksomhed», efter hendes
egen dom, men vi må erindre, at hendes mål stod så meget höjere
end de flestes. Siden hun havde fundet den »fuldkomne kærlighed, der
stimulerede hende til sund virksomhed», fölte hun sin lykke at tiltage
daglig, der er intet andet skår i hendes livs nydelse end hyppig
mangel på helbred. Men betænke vi, hvor ofte denne mangel lade
andre overse alt, hvad de ellers have, så må vi indrømme, at George Eliot
fortjænte sin lykke, fordi hun erkjendte den. Alt, hvad vi vide om
hende gennem hende selv og andre, vidner om, at hun må have været
en sjælden elskelig kvinde. Et træk, som ikke må overses, er den
varme, den trofasthed, hvormed hun elskede andre kvinder, nogle fra
sin ungdom af fra den tid, hun kom til Coventry til sine
sidste dage.
Det ligger nær at spörge, hvorledes en sådan kvinde stillede sig
til kvindespørgsmålet, som i hendes land netop på hendes tid kom så
stærkt i forgrunden. Svaret må blive: hun var ikke agitator, dertil var
hun for sky, for tilbageholdende; direkte har hun ikke talt eller skrevet
for sagen. Men vor ligestilling med manden måtte vel forekomme hende,
Herbert Spencers, Stuart Mills veninde, som en selvfølge, og når det
galdt om at handle, holdt hun sig ikke tilbage. Kvindens höjere under
visning lå hende meget på sinde, og hun var en af de förste bidragydere
til oprettelsen af Girtons Collegiet. Men et vægtigere lod lagde hun
i vor vægtskål ved sin åndsvirksomhed, ved at have taget rang blandt
de förste og bedste arbejdere i åndens rige. En sådan kvindes til
værelse taler mere for vor sag end mange foredrag.
311
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
