Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. A. LUNDELL, OM RÄTTSTAFNINGSFRAGAN.
tisk skrift skall man vid särskiljande och betecknande af
olika språkljud icke gå längre än att hvarje måttligt begåf
vad ocb med allmän medborgerlig bildning (o: folkskolebild
ning) utrustad människa lätt kan följa med» »Ty skrif
konsten är icke ocb får icke göras till uteslutande privilegium för blott
den del af folket, som kunnat bestå sig en nioårig skolkurs i statens
allmänna läroverk».
Alligevel vil der naturligvis indtræffe tilfælder, da forskjellen i lyd
er så påtagelig, at enhver, som ikke er döv, må höre den. Hvad skal
vi da gjöre? Her ophorer desværre enigheden mellem hr Lundeil og
mig, idet hr Lundcll for dette tilfælde foreslår den udvej, at »kan
regeln om språkljudens amplitud i något enstaka fall ej
tillämpas, då afgör flertalets röst». Hvordan denne sats kan
forenes med den ovenfor givne definition af »svenskt riksspråk», forstår
jeg ikke. Denne definition biir jo aldeles meningslös, hvis den kun
skal gjælde der, hvor der er overensstemmelse; det var jo netop lige
overfor forskellighederne, den skulde have nogen betydning. Fortolket
på denne måde burde jo definitionen lyde så: »svenskt riksspråk är det
språk, som talas af flertalet af bildade svenskar». Og hvis den oprin
delige definition skal gjælde, med hvilken ret vil man da negte min
dretallct at skrive sit sprog, som det lyder, også der hvor det afviger
fra flertallets? Praktiseret på denne måde biir jo fonetisk ortografi,
som Sweet meget træffende bemærker, »a mere mockery» og for mindre
tallets vedkommende ikke synderlig bedre end den, vi nu har; ti skal
jeg absolut skrive efter andres udtale, så kan det være mig komplet
ligegyldigt, om disse »andre» er levende eller döde. Ufonetisk er og
biir ufonetisk. Og hvad skade skulde vel de lokale afvigelser gjöre,
om de også kom på papiret? Med regelen om sproglydenes amplitud
for öic vil der naturligvis ikke blive så særdeles mange tilfælder, da
en forskjellig betegnelse blir nödvendig, så man behöver ikke at frygte
for de »mange forskjellige skriftsprog». Afvigelserne vil troligvis ikke
blive flere, end de allerede er; ti som bekjendt finder man også nu
og det ikke så sjælden endda samme ord skrevet på forskjellig vis.
Forskjellen blir kun, at medens denne forskjel nu ikke hviler på nogen
fornuftig grund, så vil den da komme til at afspejle en virkelig for
skjel i udtalen og altså få betydning. Den störste afvigelse vil vel
vise sig i fordelingen af e- og ä-lydenc, hvoraf der i svensk efter hr
Lundeli findes fire nuancer (som dog vel i en praktisk skrift måtte
kunne indskrænkes til tre eller to). »Vi kunna ej», siger hr Lundeli,
»upptaga alla fyra, ty då skulle samma ord i olika landskap få olika
vokal och därmed olika tecken. Språkets enhet skulle brytas». Hvilket
sprogs enhed? Ikke talesprogets, ved jeg, ti hr Lundeil har selv netop
vist, at dette ikke besidder og umulig kan besidde nogen sådan enhed.
Altså skriftsprogets? Men dette er jo efter hr ’Lundeils egne ord
335
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
