Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. A. LUNDELL, OM RÄTTSTAENINGSFRAGAN.
I den anden forelæsning behandles skriftens principper. Först
rides nu »liärledningsgrundsatsen» grundig tilvands. Hr Lundeli viser
ved velvalgte og interessante eksempler, at den nuværende ortografi
mindst af alt kan gjöre fordring på at kaldes historisk, og at de, som
holder på denne grundsætning, i de fleste tilfælder ikke ved, hvad de
selv siger, men blot förer dette ord i munden, fordi de ingen forandring
vil have og finder, at denne tale om sprogets historie klinger godt.
Efter den udredning, som sagen nu har fåt af hr Lundeli, vil for
håbentlig ingen længre finde på at före denne grundsætning i marken
til forsvar for det bestående. Det vil blot være at robe sin egen
uvidenhed eller hvad der er endnu værre at forsvare noget urig
tigt mod bedre vidende. Men heller ikke fordringen på ortografiens
uforanderlighed kan opretholdes. Hvis nemlig dette princip havde
været gjældendc fra skriftsprogets förste begyndelse, så skulde vi jo
den dag i dag have skrevet på samme måde som på vore ældste rune
stene for ikke at gå endnu længere tilbage —, og det vilde vel
være blevet endog en Rydqvist for broget. I modsætning til denne
opfatning opstiller hr Lundell den hovedsats, som vel intet normalt
konstrueret menneske kan have noget at indvende imod, hvordan man
nu end vil tillæmpe den i praksis, at »skriftens ändamål synes i
allmänhet icke vara något annat än att i vissa fall ersätta
det talade språket som meddelelsemedel människor emellan».
Men så kommer det store spörsmål, hvad der skal forståes ved
»det talade språket» eller, hvad der i foreliggende tilfælde er det samme,
ved »svenskt riksspråk». Herom er meningerne temmelig delte. Stock
holmerne vil måske være tilböielige til at fordre hovedstadens dannede
sprog anerkjendt som rigssprog, medens andre byer særlig da de to
universitetsbyer kunde synes, at deres sprog har ligeså stor ret til
dette navn. Hr Lundell træffer efter anmelderens mening også her det
rette, når han påstår, at »svenskt riksspråk är det språk, som i
allmänhet talas af bildade svenskar», det vil altså sige, at de
afvigelser i udtalen, som findes f. eks. mellem en dannet skåning og
en dannet sormlænding begge har lige stor ret til at regnes til rigs
sproget. Denne sats vil muligens skurre i manges ören, hvilket imid
lertid ingenlunde forhindrer, at satsen kan være sand. Skal denne
sats gjælde sammen med den førstnævnte, så må jo mener man
fölgen blive, at vi får ligeså mange skriftsprog, som der gives land
skaber for ikke at sige skrivende mennesker. Nu, fuldt så galt bin
det dog ikke. De fleste afvigelser i de forskjellige landskabers udtale
er ikke större, end at de vil kunne nöie sig med samme tegn; ti det
er klart at i praksis bör kun de lyd adskilles, som almindelige menne
sker straks kan höre er forskjellige, eller som hr Lundell udtrykker
det, »språkljuden i rikssvenskan må få så stor am plitud, att
de lokala skiftningarna rymmas inom dem», og »för en prak-
334
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
