Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
V. VEDEL.
sens (enten det smerteliges eller det komiskes) fortoning i en afdæmpet
harmoni, en kontrastfigur, hvor modsætningerne ikke udhæves og göres
grellere, men tværtimod mildne hinanden. Digte som »Hjorten» og
»Från sjuksalen», »Den främmande fågeln» og «Garibaldis död», endelig
»Yid järnvägsstationen» og »Yid moskén» betegne en nuance-række fra
det bittert smertelige over det vemodig forsonede til det fölsomt hu
moristiske. Ind på sygesalens væg spiller Firenzes sol, henover senge
tæpper og barnehoveder. Yed den lille dödsyges seng sidder »stora
bror» og skal tröste skönt gråden sidder ham i halsen. Han hilser
hjemme fra viguen, fra æslet, hunden; snart bliver lille bror rask og
kommer hjem. Men den lille ved bedre besked, han småler svagt og
stryger broderens hår. Og nu kan denne ikke mer beherske sig, han
hulker og krammer angst den lilles tynde hænder i sin arbeidsnæve
(»Från sjuksalen»). Udenfor rudegitret er sol og duft og Sorrentoböl
gers sus, men indenfor ses fangens trodsig vilde ansigt i den kalkede
celle. Nu lysner det op; han hörer smygende trin, skimter hendes
ansigt; en rosengren sendes behændig ind gennem gitret hilsen fra
en, der dommer anderledes end lovens strenge retfærd (»Fången»). Med
strænge ord og albustöd holder gendarmen et ivrigt fruentimmer borte
fra perrondören i ventesalen. Hun er kommen ude fra sine vinmarker
i gammeldags stadsklæder og forklarer ivrig, at hun må ud og tage
imod sin sön »korpraln ni vet», som er med toget. Under publikums
lydelige munterhed åbner gendarmen endelig. Og i det samme trænger
et udråb gennem den almindelige larm, og hun slynger sig om halsen
på en lang soldat. Enhver viger med agtelse til side, og latteren
glemmes; selv den strænge gendarm får lidt sol i öjenkrog (»Yid järn
vägsstationen»).
Dette er små digtperler: så duggrene og tårevarmc i conceptionen,
så krystalslebne og uslörede i glansen. Stemningen er så konkret som
forholdet, den smyger sig tæt om, hver ejendommelig stemnings-kom
bination krævede et eget navn —, og lige så præcis og ren i klangen
som gennemsigtig i sin alménmenneskelighed.
Ligesom i Snoilskys naturskildring retningen mod det yndefulde
og mod det pittoreske går side om side, således træder på tilsvarende
måde her i sjælelivsskildringen ved siden af det rorende element en
udpræget trang til det pikante. Såvel det rorende som det pikante
beror på en ejendommelig samtonen af det modsigende; lysten ved det
pikante beror enten på den nemt erhvervede erkendelse ved en frappant
494
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
