Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL SNOILSKYS DIGTNING.
Mange af de digte, som gemme personlige motiver, dække disse
ved en virkningsfuld diskretion. Således især »Blåa grottan», »Palazzo
Strozzi» og »Strandvrak». I flere sonetter kommer den pikante kon
trast, æggende antydet, i de sidste linier. På dette billede har Filip
den 2den ladet sig male i en öm idyl med sin elskerinde. Hans egen
figur er ufuldendt; han har åbenbart måttet afbryde, mens han stod
model, for at gå bort:
»att ej autodafé och bön försumma» (»Filip II och hans älskarinna»).
Selve stilen er mönster på naturlig elegance. Den undgår de
rette linier, men ynder slyngningslinien; ingen skarpe vendinger og
ru kanter, heller ingen nögne flader, men vuggende bölgeflader. Ofte
når der er taget et skridt fremad, går han lidt tilbage og tager op
igen, dvælende gentagelser, der skabe eftertryk på de væsentlige
steder. Endnu i dag glædes han ved jagten i England. Snart skal
han til alvorligere dyst. »Blandt Englands roser endnu et muntert ridt.
Siden til Frankland ...» Og grundtonen fastholdes ved refrainagtige
vers, som i »Kung Henriks jagt»: »Kung Henrik, ung Plantagenet».
Uforlignelig melodisk er denne tilbagelöbende stil anvendt i »Hvilan
i Egypten», hvor tanken på barnets vildsomme fremtid ude i livet
slynger sig ind i og förhöjer fölelsen af den idylliske tryghed, det
nu nyder.
Digtene gå »ledigt» frem i de strofeknyttede vers. Hver overgang
göres så kunstfærdig, at den ikke mærkes, men sindet af sig selv gli
der, hvorhen kunstneren vil. I digtet »Den främmande fågel» kræver
den digteriske intention, at en skabning, der vækker sympati og
rörelse, står ligeoverfor stadens kolde pragt. I stedet for uden mel
lemled at stille modsætningerne op, ledder Snoilsky dem sammen ved
en graciös og tilsyneladende kunstlös overgang:
Huru varmt det vackra, bruna ögat bad,
ingen, ingen rördes i den stora stad.
Evnen til at få gang i digtet gör Snoilsky til en talentfuld for
tæller. Der er i de episk formede digte ingen döde punkter, hvor
fortællingen forsumper; alt er så passende fordelt, at interessen ved
ligeholdes. Snoilsky forstår den episke kunsts love. Således moti
verer og forbereder han fint. I digtet »Målaren i Pompeji», hvis driv
fjær er Vesuvs udbrud 79, bereder han uden at man bliver sig det
505
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
