Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
v. vedel.
bevidst sindet på en sådan lösning ved at lade den »öppna por
tiken» forråde »en skymt af Vesuven», noget som i forbindelse med over
skriftens: Pompeji leder sindet i den retning, Snoilsky vil. Ligeså er
Kersti’s bekymring over, at skatten er kobbermynt, en nødvendig for
beredelse til katastrofen (»På Vernamo marknad»).
Men med denne stilens virtuositet i overgangene hænger dens
grundmangel sammen; dens temmelig ydre stilling til stoffet —hvad
der beror på digterens eget dilettantforhold til sit stof. Langt fra at
göre sig identisk med stoffet, står han fornem over det. Nu og da
bryder han vilkårlig illusionen for at afsvale indtrykket: »då har hans
öga så man sagt» (»Garibaldis död»). Eller i det sköune, brusende
digt »Valborgs-eld» indføjelser som: »han (våren) kommer med såug
och lågor så var ju alltid hans vis» o, s. v. Andre gange er for
men prosaisk og triviel: man mærker den poetiske kærne og den
kunstneriske skal falde fra hinanden. En prosaisk vending som denne
skærer i poesi; »Hvor naturligt, om krøblingen havde set med bitter
hed på sit spildte liv ... Men nu så han uden had o. s. v.» Men
værst er alt det konventionelle og fraserige, en så —jeg kunde kalde
den ; letfærdig stil tidt forfalder til. Allerede i det digteriske syn er
tidt noget officielt og konventionelt, der keder. Synspunkterne ere
de vedtagne, forslidte: ungdommen er altid glad, kvinden skön, alder
dommen ærværdig; döden er elegisk, forklaret ved evighedshåbet.
Krigeren er enkel, hofmanden en ål. Af blomster kendes næsten
kun de poesi-hævdede: roser, liljer o. s. v.; af dyrene: hjort, hingst,
svane, svale, nattergal og lærke. Men end mere stöder stilens for
malistiske stivhed og uægthed. Snoilsky ynder undertiden romantiske
fraseeffekter. Således et exempel af mange ender digtet »Na
poleons ur», der smukt skildrer, hvorledes uret fölger slægtens skæb
ner som et mystisk symbol, med tiraden:
Om Napoleons-legenden
folio grafvens portar till,
och det var som hade tidens
ur ett ögonblick stått still.
Det, der virker i en sådan vending, er ikke ægte stemning, men
en frases blændværk. Og ord og udtryk tages ofte uden kunstnerisk
valg af sprogets sirapleste fadebur. »Livets kval», »støvets træl», »dög
nets tomme larm» er så profanerede sammenstillinger, at de nu kun
vamle én.
506
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
