Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nordisk tidskrift. 1886. 39
T. H. ASCHEHOUG, DEN NORDISKE STATSRET.
Efter den oprindelige tanke skulde kongens ret til i særdeles
påtrængende tilfælde, når rigsdagen ikke er samlet, at give forelöbige
love være en praktisk nodhjælp, bestemt til anvendelse under så
danne forhold, som i engelsk statsret kaldes »a case of emergency», og
således er den blevet brugt lige fra 1849 indtil de allersidste år.
Den var et slags statsretlig negotiorum gestio, hvilende på forud
sætningen eller dog på den rimelige forventning om, at repræsenta
tionen senere vilde godkende foranstaltningen. Dette stod ikke for
langt i grundloven; men det var legislativ praxis; og da forventningen
altid gik i opfyldelse, opstod der ingen strid om de forelöbige loves
videre behandling, om deres egentlige statsretlige natur, om deres
varighed o. s. v. Men da folkethiuget i 1877 med en bestemt til
kende givet politisk-parlaraentarisk hensigt nægtede finansloven, blev
§ 25 et nödraiddel i regeringens hånd til at holde statsstyrelsen
gående imod et parlamentarisk flertal i det ene thing, og der ud
stedtes en provisorisk finanslov, idet grundlovens § 49, der kræver
en »vedtagen» finanslov som vilkår for skatters opkrævning og ud
gifters afholdelse, tydedes som fyldestgjort også ved en provisorisk
lov. Dette förste provisorium lykkedes det dog lige för det kritiske
moment at skaffe ud af verden på en fredelig måde. Men for et
par år siden vendte folkethinget tilbage til sin taktik med finans
lovnægtelse og proklamerede en almindelig »visnepolitik», en slags
parlamentarisk strike eller » boycotting»; og heraf blev igen fölgen
en raeteorsværm af forelöbige love, ikke blot om budgettet, meu om
kriminelle straffebestemmelser, om et gensdarmeri-korps, om presse
forholdene o. s. v.
Fra nu af trådte spørgsmålet om disse provisoriers konstitutio
nelle gyldighed, om betingelserne for deres udstedelse og om deres
varighed frem i forreste række. Först spörges der, hvad der er »sær
deles påtrængende tilfælde», om regeringen alene er herre over at
afgöre dette, eller om rigsdagen, om de almindelige domstole, eller om
kun rigsretten kan underkende ministrenes skön herover. Og hvad
vil det dernæst sige, at rigsdagen ikke er »samlet»? Er den samlet,
hvis dens moder blot (jfr grundlovens § 21) ero »udsatte»? Og hvor
ledes stiller det sig med legaliteten, når rigsdagen har været samlet,
rncn udsættes eller sluttes, og der så umiddelbart efter udstedes en
foreløbig lov? Dette tör ikke udtrykkes således: om regeringen
har ret til at fjærne rigsdagen netop for at få frie hænder til at lov
give provisorisk; thi en sådan hensigt unddrager sig når den ikke
ligefremt tilstås retlig prøvelse: man kan ikke komme videre end
til det faktum, at rigsdagen var samlet igår, meu bliver sluttet eller
udsat idag, og at der så i morgen gives en foreløbig lov.
Grundloven fordrer, at provisoriet skal forelægges for næste rigs
dag (§ 25 siger egentlig kun, at deu »bör» forelægges; men dette er
555
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
