Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOXAS LIE, KOMMANDØRENS DÖTTRE.
teri og drages efterhånden fra hende. Og medens Cecilie med smerte
ser ham glide fra sig, bliver hendes sind altid bitrere, hendes vittige
forstand bliver kritisk spodskhed, som alle frygte og holde sig fra; hun
föler sig ene, snart tilsidesat for yngre, klamrer sig nu ved koketteri
og forceret åndrighed til den plads, hun havde vundet i selskabet;
hendes virkelyst får kun aflöb i pertentlig huslighed, hun hentörres i
bitterhed. Den yngre söster kommer endnu ikke med blandt de
voxne; hun er mest kammerat med en fattig slægtning, kommandoren
har taget i huset, mens han læser til styrmandsexamen, og den drenge
agtige Marthe har sluttet sig således til sin pålidelige og kække Jan r
at de har lovet hinanden troskab, da han efter endt eksamen farer som
styrmand på Amerika. Da han vender hjem som skipper, anholder han
om datterens hånd, men kommandörinden, en både stolt og myndig
dame, har höjere planer for Marthe end en simpel skipper, der farer
med sin »petroleumsspand» mellem Newport og Bremen, og trods de
unges fortvivlede modstand sætter hun igennem, at de skal vente et
år; imens tænker hun fortager datterens romantiske grille sig
nok. Så tager Jan ud igen, og en smuk dag melder avisen, at petro
leumskibet er brændt med mand og mus på Atlanterhavet. Men nu
kommer det også for en dag, at »Marthe var Jans enke, hvad så hele
verden mente». Drengen födes og opdrages nede i Pommern, og
Marthe tæres hen i et liv af sorg og ’ skam og savn, uden anden tröst
end de fjerdingårlige breve dernede fra.
Her er da ingen problemer, som debatteres, ingen tendens, som
stikker hovedet frem, personerne er ikke repræsentanter for dit eller
dat, man behöver ikke at grunde over, hvad den scene skal »betyde»,,
hvad »idé» der ligger bagved. Det er den stilfærdige fortælling om
hverdagslige, stilfærdige skæbner; der fortælles om de unge pigers
overgivne, klingende munterhed, nyfigne forventninger til livet, de små
fortrædeligheder: ikke endnu at få komme i selskab med de voxne,
men måtte sidde hjemme og spille kort med Jan, eller skulle tage
fichu over baldragten, bare fordi mo’er og Karsten er snerpede de
store skuffelser, når livet er så grimt og stygt under skallen, og man
ikke får lov at være naturlig mellem bare venner, för ens broder skal
være vigtig og hovmesterere; der er undertrykt, jublende fryd ved at
elske og vide sig elsket, uden at »de andre» aner det, små sejre, små
nederlag, skælvende forhåbninger, beklemt hjærtebanken, skinsygensr
afskedens, skammens tårer og så den håblöse, grådlöse sorg. Alt
dette er set med en digters fine medfölelse og en erfaren mands for
stående menneskelighed, og fortalt uden forsög på at tvinge stoffet
ind i pikante figurer eller spændende knuder, og uden som så ofte
hos moderne forfattere at forcere begivenhederne ud i de yderste
konsekvenser, dem livet så sjælden selv trækker.
I et digt, Lie skrev i »Nordens» l:ste hæfte, bestemmer han ny-
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
