Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
260 JONAS LIE, KOMMANDÖRENS DÖTTRE.
delig kunsten som det »at ramme tingen som fuglen i luften», som det
at eje »lykkehånden, som redder duften». Ingen kunst »redder duften»
«om Lies;, den giver kun duften. Han er impressionist og kolorist.
Vi får ingen beskrivelser; Witts hjem er ikke beskrevet, personerne
ikke höjst et par linjer —, situationerne ikke. Men dog lever alt,
bedre end efter manges sidelange beskrivelse, og duften, sommerfugle
støvet er bevaret, som stryger bort under de andres hårdhændte be
handling. Det er livet, som det viser sig for os, brudstykke-agtigt,
sammenfiltret, ugribeligt, ikke den kunstrette tillavning deraf, som så
mange nutids forfattere give os, med hårde, törre linjer enkle be
stemte fölelser og forhold, man kan tage og fole på —, med rene, klare
monstre logiske sjælsudviklinger, matematisk konstrueret handling,
med ængstelig påvist motiv for hvert skridt, kontraster, afgörende sce
ner, konsekvenser osv., alt dette, der ligner livet ligeså meget som
Versailles’ haver ligner naturen. På sine personers sjæleliv tager
forf. på samme vis. I en bog, der drejer sig om to sjælelivs sving
ninger og udvikling, kunde mangen læser længes efter ikke den
godtköbs psykologi, man ofte er så ödsel med men dog et fyldigere
•og dybere indblik i rent indre tilstande. Men dette hverken formår
Lie at give eller bryder sig om. Han skilder sjælelivets udslag i ord
og handling, gengiver ofte ypperlig små, knap mærkbare rörelser i en
ordvending, en instinktmæssig bevægelse; men hvergang vi venter noget
mere indgående, springer forf. fra. Megen af Lies kunst beror just
på, at han springer fra på rette sted, hvor hans usvigelige takt siger,
at evnerne glipper. I virkeligheden er hans kunstneriske område ikke
stort. Den stærke sindsrystelse, de egentlige »scener» giver han sig
ikke i kast med. Således ved Jans frieri, og da Marthe får efterret
ningen om hans död. Pier springer forf. fra, sætter prikker og for
tæller om: bagefter. Men i at skildre hjemmets hverdagshygge, hus
lige scener, små festlige »tillställningar», dernæst i det naive og det
rorende er Lie mester. Der foler han sig sikker og fortæller livlig
og afvexlende. Hele bogen er scener og samtaler; så godt som intet
berettes, alt sker for vore öjne; men ikke bredt og helt ud, næsten
altid brudstykkevis. Lie er aldrig kedelig, og han sörger ved mange
fine kunstgreb for afvexling. Det er ikke tilfældigt, at kommandörin
dens rejse til hovedstaden og ballet lige för Jans hjemkomst undta
gelsesvis kun fortælles i indirekte form.
Bogens fineste parti er alt, hvad der knytter sig til Cecilie og
hendes liv. Forholdet mellem hende og broderen, hans fölelser og
væsen overfor sin smukke söster, som han er så stolt af, men bekymret
for, er helt igennem lykkelig skildret den lidt flabet belærende tone,
den godmodige, lidt übehjælpsomme broderömhed, eller vendinger som:
»Verden er slet ikke sådan naiv og oprigtig og sand og sligt; alt
det er noget overspændt jåleri, som du får hive over bord». Selve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
