Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
FRA ASTRONOMIENS HISTORIE.
triske standpunkt og begynder at se sig om efter en årsag til bevæ
gelsen. Idet ban nemlig har bevist, at hver enkelt af de fem planeter,
som både ifolge Copernicus og ifolge Tycho Brabe går om solen, bevæger
sig langsomst når de er længst borte fra solen, og hurtigst når de er
nærmest samme, så huder ban det berettiget at tale om. en i solen væ
rende kilde til bevægelsen (fons motus) for disse planeters vedkommende.
Da nu netop det samme forhold finder sted ved jordens bevægelse ifolge
Copernicus eller ved solens ifolge Tycho Brabe, så hnder ban det urime
ligt at tilskrive jorden evne til at fore solen rundt, samtidig med at denne
trækker hele læsset af de övrige planeter. Forövrigt må dette ræsonne
ment ikke opfattes således, at ban havde den rette forestilling om be
skaffenheden af denne »kilde til bevægelsen», hvorom nedenfor.
Endvidere nævner Kepler den omstændighed, at jordens omlöbstid,
365 dage, falder imellem Mars’s, som er 687, og Yenus’s, som er 225
dage; ban fremhæver at dette passer udmærket for Copernicus’s for
klaring, medens det for Tycho Brahes kun vilde stille sig som en be
synderlighed. *
Keplers love, af hvilke de to förste fremgår som resultatet af det
ovennævnte i 1609 publicerede arbeide, medens den tredie (om forholdet
mellem planeternes afstande og omlöbstider) först blev fundet 10 år
senere, skulde blive af indgribende betydning for videnskaben, derved at
de senere afgav støttepunkter for den mand, hvis mærkesten uden sam
menligning rager böiest op på astronomiens vei, Isaac Neivton, gravita
tionslovens opdager.
I indledningen til sin bog om Mars’s bevægelse iraödegär Kepler
nogle indvendinger mod jordens bevægelse og fremsætter derunder den
rigtige, men for datiden for en stor del fremmede anskuelse om tyngden,
at »det er meget mere jorden som trækker stenen, end stenen som
söger jorden». Man havde nemlig fra gammel tid gjort en kvalitativ
forskjel mellem tunge ting, som söger nedad, og lette (f. ex. ilden) som
söger opad. Kepler siger også, at hvis to stene tænkes hensat frit i
rummet, så vil de nærme sig til hinanden ligesom to magnetiske legemer,
idet det stykke vei, som den ene kommer til at tilbagelægge, vil være
afhængigt af den andens masse {moles). Ligeledes erkjender han månens
tiltrækning som årsag til flodbølgen på jorden.
Disse og lignende udtalelser anföres stundom som tegn på, at allerede
Kepler havde den rette opfatning af gravitationen, at han altså kan be
tragtes som den, der havde seet ind i det nye land, hvortil Newton
327
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
