Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HELENE NYBLOM.
arbejde for andre, med andre ord, han anså praktiske mennesker for dem,
som vor tid især behöver, og som derfor har störst ret til at existere.
Han har udtalt denne sin inderste anskuelse meget klart og gjen
nemtrængende i »Ny jord» hvor digteren må dö, men den dygtige arbej
der, der kan magte virkelighedens besværligheder, bliver bogens og frem
tidens helt.
I anledning af »Fædre og sönner», en bog, der vakte megen strid,
udtaler han sig også om dette æmne.
Han skriver år 1874 til A. P. F ... wa om helten i ovennævnte roman,
Basarow.
»Tiderne have forandret sig, nu ere sådanne folk som BasaroAV ikke
nødvendige. Til det nuværende samarbejde behöves hverken særlige
talenter eller-fremragende ånder, intet stort, overlegent, alt for individuelt.
Man behöver arbejdsomhed, tålmodighed. Der forlanges, at man kan op
ofre sig uden bravour, at man forbliver stille og ikke drager sig tilbage
for noget som helst nok så übetydeligt og tarveligt arbejde, heller ikke
for det legemlige. Med legemligt arbejde vil jeg betegne enkelheden,
uforargeligheden terre å terre. Hvad kan f. ex. være mer levende
end at undervise bonden, at hjælpe ham, at bygge sygehuse o. s. v.! Hvad
nytter hertil talenter, hvad nytter lærdom? Man behöver kun et hjerte,
som kan bringe sin egoisme til offer.»
Han forudser en lang tid, hvor et samarbejde af mange jævne kræfter
torer verden frem.
Han siger: »medhjælpere ere nødvendige, ikke förere». Og först når
denne periode er forbi, venter han, at store originale skikkelser igjen
skulle komme til syne.
Langt fra Piusland hængte hans tanker bestandigt ved fædrehjemmet,
ved hans gods Spaszkoe, hvor han helst vilde leve.
Da han lå dødssyg i Paris, skriver han bestandigt til sin veninde,
Polonskis hustru, som den sommer med Sin familie opholdt sig som hans
viceværtinde på Spaszkoe, og påminder hende om alt.
Han spørger til de fattige, til sygehuset og apotheket, beder hende
intet spare for at forbedre alting. Han hörer med deltagelse hendes
meddelelser om hver enkelt af hans folk, og han glemmer ikke engang
hestene, som han beder dem om at give mer havre.
Hvis en ulykkelig rejsende skulle passere Spaszkoe, påminder han
dem om at tage godt imod en sådan, og så takker han særligt Polonski,
fordi han ikke har straffet æbletyvene.
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
