Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nogle kritiske Undersögelser med Hensyn til Tragoedien Macbeth, af Etatsr. C. Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udspring i det Foregaaende, og der blot skulle bringe
Tilskuerne til at studse, dette kan höist hun fortjene Navn af
den slette Overraskelse; men den opstaaer snarere deraf,
at det, som uudviklet er i Stykkets og Characterernes
Begyndelse, lidt efter lidt udfolder sig og træder frem i sin
Udvikling. Med andre Ord: Digteren maa udfolde det Hele
saaledes, at Tilskueren eller Læseren, uagtet der er en streng
indre Nödvendighed, hvormed det fremvoxer af sin dybeste
Grund, dog ikke desmindre gribes af den poetiske Kraft og
Fylde, hvormed det skeer. Da fremtræder nemlig den sande
Overraskelse, ligesom i et Tordenveir, hvori man længe har
seet Skyerne samle sig og vorde dunklere, og hvori man
dog tilsidst gribes og overvældes af den uhyre Magt og den
majestætiske Rædsel, hvormed Udbruddet kommer, saa at
Forventningen paa engang baade opfyldes og overgaaes.
Uagtet Coloriten i dette Drama nödvendig, ifölge dets
Indhold, maa være dunkel, saa har Digteren dog sörget for,
at et og andet lysere Solglimt, hvor det er muligt, kunde
bryde igjennem. Et saadant Lysglimt see vi i den fölgende
Seene, der iövrigt kun bestaaer i faa Linier, og der, ifölge
denne Tragoedies sammentrængte Natur, vanskelig kunde
være længere.
I denne Scene kommer Duncan, ledsaget af sine
Sönner, af Banquo og flere fornemme Herrer, for at gjeste
Macbeth, og standser nu et Öieblik udenfor hans Bopæl. Han
bemærker da, at Luften er mild, der omgiver den.
„Sommergjesten, den tempelbeboende Svale viser ved sin
Forkjærlighed til Stedet, at en himmelsk Duft aander her,” svarer
Banquo, „der er ingen Fremspringning, Frise, Pille eller
Vraa, hvor ikke denne Fugl har bygget sin hængende Seng
og Vugge.”
Uden ligefrem at udtale det, henpeger da Digteren her
igjen paa, hvorledes Skin og Sandhed staae i Modsætning til
hinanden. De förste af Slottets Beboere, som Kongen möder,
ere netop de Fugle, der fremfor alle kunne betragtes som
Sindbilleder paa Gjestfrihed. Denne Gjestfrihed har maaskee
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
